Sådan får du tid til efteruddannelse

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og det gælder også for efteruddannelse. Vi vil gerne på kursus, men timingen er bare dårlig i øjeblikket. Der er for mange opgaver til daglig og i øvrigt er der ingen relevante kurser.
I IDAs lønstatistik fra 2021 svarer 83 procent af de privatansatte medlemmer, at 'arbejdspres og travlhed' har haft betydning for, at de ikke deltog i den kompetenceudvikling, de ønskende.
På andenpladsen med 64 procent kommer 'manglende initiativ' fra medlemmerne selv som forklaring på, hvorfor de ikke har taget efteruddannelse.
Det er alt for let at droppe tankerne om efteruddannelse, men selvom det kan virke som den lette løsning på kort sigt, kan det give flere udfordringer på den længere bane.
For hvis du ikke udvikler dig fagligt, kan det ende med at gå udover både din arbejdsglæde og jobsikkerhed.
Her er 4 gode grunde til at prioritere efteruddannelse
Her er karriererådgiver Morten Esmanns bud på, hvordan du får prioriteret efteruddannelsen, hvis du har det mentale overskud og støtten fra din chef, men kæmper med at finde tid og plads i kalenderen.
Afsæt tid til efteruddannelse i kalenderen
Når du har travlt på jobbet, og hverdagen er i gang, kan det være svært at finde tiden og overskuddet til efteruddannelse.
Derfor er du nødt til at planlægge i god tid - gerne flere uger eller måneder på forhånd. På den måde kan du finde tid til forberedelse og til selve kurset, inden din kalender er fyldt helt op med opgaver, eller også har du og din chef tid til at finde ud af, hvad der skal ske med dine opgaver, mens du er på kursus.
Et godt udgangspunkt er at finde et interessant kursus, som ligger så langt ude i fremtiden, at du har luft i kalenderen. Det er forskelligt, om det er om et par uger, eller om du skal vente et halvt år, men tålmodighed betaler sig, når det gælder om at finde efteruddannelse.
Lav en aftale for dit efteruddannelsesforløb
Det er en god ide at lave en aftale med din chef for hele perioden, hvor du er på kursus. På den måde bliver fordelene og dine arbejdsgange mere tydelige for jer begge.
Du kan fx lave et skema med de følgende punkter:
- Hvilket kursus du gerne vil på
- Hvad du lærer på kurset
- Hvilken positiv effekt kurset har på arbejdspladsen
- Hvilke opgaver du ikke kan nå, mens du er på arbejde
- Hvordan dine opgaver skal løses, mens du er væk
- Hvilke nye arbejdsopgaver du skal løse efter kurset.
På den måde får I begge to nemmere ved at se, om kurset er relevant, så du ikke spilder din tid. For selvom det er spændende i sig selv at tage efteruddannelse, så er det negativt for din motivation, hvis du kommer sprudlende tilbage med ny viden og redskaber, som du aldrig får mulighed for at bruge i praksis.
Ved at lave en konkret aftale, er du også sikker på, at du og din chef er forventningsafstemte om din efteruddannelse.
Sørg for at bruge din nye viden
Når du er tilbage fra kurset, vender hverdagen hurtigt tilbage, og du falder let tilbage i gamle rutiner og glemmer, hvad du lærte i løbet af din efteruddannelse.
Derfor kan det være en god ide, at du efter kurset forpligter dig til at fortælle din chef og dine kolleger, hvad du har lært i undervisningen. På den måde fastholder I fokus på, at dine nye indsigter skal implementeres i det daglige arbejde.
Samtidig skal du være klar til selv at tage initiativ til, at du får brugt dine nye kompetencer. Selvom det har fyldt meget i din bevidsthed, at du har været på kursus, har din chef og dine kolleger måske kun studset over det, fordi de har haft travlt med deres sædvanlige opgaver, mens du har været væk.
En måde at tage initiativet kan være, at du finder det skema, som du udfyldte med din chef inden efteruddannelsen, og på den måde husker ham eller hende på, hvilke arbejdsopgaver det var meningen, at du skulle i gang med at løse.