EU-direktiv om løngennemsigtighed: Det betyder det for dig

EUs direktiv om løngennemsigtighed skal snart implementeres i Danmark. Mens vi venter på, at en ny regering kommer med et lovforslag om implementeringen, kan du her læse om formålet med direktivet og hvilke rettigheder, loven vil give dig.

EU-direktiv om løngennemsigtighed: Det betyder det for dig

EU's direktiv om løngennemsigtighed skulle efter planen være implementeret senest den 7. juni 2026. Den tidligere regering sendte et lovforslag i offentlig høring, hvor der er lagt op til at direktivet vil blive implementeret i Danmark fra 1. januar 2027. Lovforslaget er endnu ikke fremsat for Folketinget. 

Se lovforslaget på Høringsportalen

Selvom vi ikke ved, hvornår og hvordan den danske implementering af direktivet præcist kommer til at se ud, kan du på denne side danne dig et overblik over, hvad det kommer til at betyde for dig. 

Direktivets formål: Lige løn for mænd og kvinder for arbejde af samme værdi

Direktiv om løngennemsigtighed har som overordnet formål at styrke gennemførelsen af lige løn for mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Direktivets regler vil gælde for både offentlige og private arbejdsgivere, så uanset hvilken sektor, du er ansat i, har det altså betydning for dig.

Alle virksomheder, uanset størrelse, skal kunne kategorisere deres forskellige stillinger i grupper af medarbejdere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. 

Herudover skal virksomhederne lave beskrivelser af, hvilke objektive og kønsneutrale kriterier og øvrige stillingsrelevante faktorer der ligger til grund for løndannelsen på virksomheden. 

Du får overblik over lønkriterier og ret til lønoplysninger 

Din arbejdsplads skal stille en let tilgængelig beskrivelse af de kriterier, der anvendes til at fastsætte lønniveauer og karriereudvikling for medarbejderne, til rådighed for dig og dine kollegaer. Kriterierne skal være kønsneutrale. 

Du har derudover ret til at få oplysninger om dit individuelle lønniveau og virksomhedens gennemsnitlige lønniveauer. Lønniveauerne skal være opdelt på køn og inden for de opstillede kategorier af medarbejdere, der udfører samme arbejde som dig eller arbejde af samme værdi som dit.

Din arbejdsplads skal aktivt hvert år informere alle medarbejdere om deres ret til at få disse oplysninger. 

De tillidsvalgte på din arbejdsplads bliver inddraget i løneftersyn

Viser det sig, at der i virksomheden er en lønforskel på mere end 5 procent mellem mænd og kvinder inden for en bestemt kategori af medarbejder, og hvis virksomheden ikke kan begrunde denne forskel i objektive kønsneutrale forhold, skal de tillidsvalgte eller medarbejderrepræsentanter inddrages i et fælles løneftersyn. 

Hvis du som medarbejder kan påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at princippet om lige løn ikke er blevet overholdt, vil det være arbejdsgiver, der i en konkret retssag har bevisbyrden for, at en eventuel lønforskel ikke skyldes køn.

Du har ret til lønoplysninger, før du går til jobsamtale til et nyt job 

Hvis du søger et nyt job, vil du have ret til at få oplysninger om det indledende lønniveau eller lønintervallet på den nye arbejdsplads. 

Lønoplysningerne skal være baseret på objektive, kønsneutrale kriterier og skal vedrøre den konkrete stilling, som du søger. Oplysningerne skal stå i et offentliggjort stillingsopslag eller på anden måde gives til dig forud for jobsamtalen, og du behøver ikke selv spørge efter oplysningerne. 

Derudover må din potentielt nye arbejdsgiver ikke spørge dig som ansøger om lønforhold og lønhistorik i dine tidligere ansættelsesforhold.

Du har ret til erstatning, hvis du oplever diskrimination 

EU’s medlemsstater er forpligtede til at sikre, at hvis du som medarbejder har været udsat for diskrimination i relation til ligelønsreglerne, har du ret til at kræve og opnå erstatning eller godtgørelse. 

Det er de enkelte medlemsstater i EU, der skal fastsætte bestemmelserne for sanktionerne, men de skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, så andre virksomheder ikke diskriminerer i relation til ligelønsreglerne. 

Her kan du få mere at vide om lønåbenhed og det kommende direktiv

Hvis du og dine kollegaer allerede nu vil arbejde for lønåbenhed på jeres arbejdsplads, har vi lavet en guide til, hvordan I kan komme i gang:

Sådan får du lønåbenhed på din arbejdsplads  

Du kan også se eller gense IDA’s webinar fra maj 2024 om åbenhed om løn på arbejdspladsen, som tager udgangspunkt i direktivet her:

Webinar om åbenhed om løn på arbejdspladsen: Hvorfor og hvordan kan man opnå det?