Peter er klogere end de fleste, men kan ikke aflæse ansigtsudtryk

Hvis Peter Jensen læser en teknisk rapport, kan han med det samme se, om der er en uoverensstemmelse imellem to oplysninger på side 5 og side 87.

I sin fritid vil han helst fordybe sig i teknisk komplekse emner. I øjeblikket er det jordskælv, og hans evne til at hyperfokusere betyder, at han på kort tid har tilegnet sig mere viden om naturfænomenet, end mange ville gøre i løbet af en uddannelse. Han er med andre ord væsentligt bedre end gennemsnittet til at lagre information, og han lægger mærke til detaljer, som er usynlige eller ligegyldige for de fleste.

Det er egenskaber, der sammen med en stærk analytisk sans har gjort ham til ekspert inden for brugen af digitale sensorer til at vedligeholde infrastruktur og til leder i en international virksomhed i industrien.

”Jeg er rigtig god til de her ting. Ikke på trods af min autisme, men på grund af min autisme”, fortæller han.

Peter Jensen er diagnosticeret med Aspergers, der er en diagnose i den højtfungerende ende af autismespektret, men selv foretrækker han udtrykket systemizer, der ikke er en egentlig diagnose, men en personlighedsprofil udviklet af Simon Baron-Cohen, en britisk psykolog og professor ved Cambridge University.

Ifølge Simon Baron-Cohen kan mennesker placeres på en kurve efter deres systematiske og emotionelle intelligens. De fleste har en gennemsnitlig evne til at løse logiske opgaver og til at indgå i sociale sammenhænge, men personer med en systemizer-profil scorer højt på deres evne til at løse logiske opgaver, og lavt når det handler om at være sociale og udvise empati.

Begge dele passer på Peter Jensen, der er idealprofilen på en ingeniør, når man ser på hans evner til logisk tænkning, systematisering og innovation. Til gengæld bryder han sig ikke om at se andre i øjnene, og han har svært ved at sætte sig ind i andres følelser. For at kompensere har han tillært sig at se på punktet lige mellem øjnene på den, han taler med, og han analyserer konstant andres ansigtsudtryk og bevægelser; smiler de eller ser de vrede ud, sidder de uroligt på stolen eller er de afslappede?

”Personer der har autisme kan ikke intuitivt opfatte, hvordan andre har det, og de har svært ved at opfatte, hvad der bliver sagt mellem linjerne. Derfor har mange af os lært at kompensere ved rationelt at tænke os frem til det”.

Når man sidder over for Peter Jensen, fornemmer man ikke det intense analysearbejde, men det dræner ham og er med til at gøre fællesmorgenmad, smalltalk og fredagsbar til opslidende aktiviteter frem for afslappende pauser.

”Jeg bruger meget tid før, under og efter en situation med at analysere, hvad jeg skal gøre eller har gjort, og hvordan andre reagerer. Det er et enormt energiforbrug, og jeg tror, at alene det kan afholde mange med autisme fra at komme ud på arbejdsmarkedet”, forklarer han.

Kravene til medarbejdere er steget voldsomt

Peter Jensen blev diagnosticeret med Aspergers midtvejs i folkeskolen, og fordi han fik den nødvendige støtte, fik han senere et almindeligt uddannelsesforløb, hvor han først tog en HTX og siden uddannede sig til bygningsingeniør på DTU. En overgang mente han selv, at lægerne havde fejldiagnosticeret ham, fordi han trivedes og klarede sig godt fagligt, men da han startede i sit første fuldtidsjob, blev han pludselig presset.

”Jeg skulle være del af et team på 12 med et højt fagligt niveau, hvilket jeg lige kunne håndtere, fordi det var få nok til, at jeg kunne lære dem alle at kende og forholde mig til dem. Men så var der også juristerne, kommunikationsafdelingen, HR og alle de andre afdelinger”.

”Det var mange flere mennesker, mere dynamik og mindre forudsigelighed, og det betød, at de trygge rammer forsvandt. Jeg skulle være mere omstillingsparat, som man siger, og det faldt ikke naturligt for mig”, fortæller Peter Jensen.

De seneste år er der sket en stejl stigning i antallet af danskere, der bliver diagnosticeret med blandt andet ADHD og autisme, og det bliver stadigvæk diskuteret, om det skyldes ændringer i vores miljø eller bedre diagnosticeringsværktøjer. Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog ved Aarhus Universitetshospital, peger på, at man er nødt til også at se på de stigende krav i skolesystemet og på arbejdsmarkedet for at forstå udviklingen.

”Samfundet er generelt begyndt at stille nogle vanvittigt høje krav om, at man skulle kunne alting: Du skal ikke blot være dygtig fagligt, du skal kunne sidde stille i flere timer ad gangen, fungere i et storrumskontor med mange indtryk, administrere din egen tid og opgaver samt fungere i samspil med mange mennesker”.

Nogle forskere peger på, at nye diagnoser ofte kommer til i takt med, at samfundet ændrer sig. Ordblindhed blev en diagnose, da det blev normen i samfundet, at alle skulle læse og skrive. ADHD er blevet langt mere almindeligt i det stillesiddende videnssamfund, og flere bliver diagnosticeret med autisme i nutidens hypersociale samfund.

”For nogle, der har træk fra ADHD eller autisme, kommer det først til udtryk på arbejdsmarkedet, hvor mennesker, der ellers har været højtfungerende tidligere, pludselig får det svært”, forklarer Anne-Mette Lange.

For personer med autisme, der trives bedst i specialiststillinger med meget fordybelse, er det særligt en udfordring, at personlige kompetencer efterhånden er lige så vigtige som faglige, forklarer Carsten Lassen, der er direktør for Specialisterne, en organisation der arbejder for at integrere personer med ADHD og autisme på arbejdsmarkedet.

”Du skal være bedre til at kommunikere og sælge dig selv, så du kan ikke gå og gemme dig, som du måske i højere grad har kunnet før i tiden. Der er ingen tvivl om, at det lægger et yderligere pres på denne målgruppe, når de sociale kompetencer bliver vigtigere”, fortæller Carsten Lassen.

Han peger på, at det gør personer med autisme særligt sårbare over for stress og udbrændthed.

”De har et almindeligt fuldtidsarbejde, og så har de et fuldtidsarbejde med at holde styr på deres følelser, fordi de ved, at de er dårlige til at afkode sociale relationer. Derfor bruger de virkelig mange kræfter på det og kan ende med at brænde ud”.

Et kursus blev ”livsomvæltende”

Da Peter Jensen i starten af sit arbejdsliv kunne mærke, at han blev presset på en helt anden måde end under sin uddannelse, valgte han at tale med sin leder. Til en start tog han emnet forsigtigt op med sin leder, så han kunne fornemme reaktionen.

”Jeg ventede til en passende lejlighed, hvor der var en lidt casual stemning, og så spurgte jeg ham, hvad han tænkte om folk, der har den slags evner, som personer med autisme har. Det var han meget positiv over for. Så turde jeg også fortælle ham, at jeg selv er diagnosticeret med Aspergers”, fortæller Peter Jensen.

Sammen med sin leder begyndte han at se på efteruddannelse, som kunne hjælpe ham i hverdagen. Det indbefattede kurser i samarbejde og kommunikation, fordi han ofte havde svært ved at formidle sine overvejelser og tanker til sine kolleger. Det var dog et selvforståelseskursus som med Peter Jensens egne ord blev ”livsomvæltende” for ham. Her lærte han at få overblik over og begrænse stressende faktorer i sin hverdag, og han fik en række modeller, der beskrev hans måde at tænke på, som han kunne forklare til sine omgivelser.

”Som barn får du at vide, at du skal behandle andre, som du vil have, at de skal behandle dig. Siden har jeg forstået, at det ikke gælder for mig. Jeg skal behandle andre, som andre behandler hinanden, og så skal jeg fortælle dem, hvordan jeg vil have, at de skal behandle mig".

"Jeg vil fx gerne have, at folk siger tingene meget direkte i stedet for at pakke det ind i en lang smøre, som jeg alligevel ikke forstår en klap af - men hvis jeg gør det til andre, går det ofte galt”.

En af udfordringerne for mange med en systemizer-profil som Peter Jensen er netop, at de kan fremstå meget direkte og hårde. De har svært ved indgå kompromisser, pakker ikke deres budskaber ind og kan fremstå både kritiske og pedantiske – noget der kan være svært at korrigere, når de ikke kan aflæse omgivelsernes reaktioner.

”Ofte skjuler folk deres følelser. Hvis man kommer til at provokere dem, vil de ikke vise det, og så kan jeg sidde og fortsætte med en dialog, selvom personen, jeg taler til, bliver mere og mere sur”.

Det blev tydeligt for Peter Jensen selv, da et møde med en kollega "kørte af sporet”, fordi han blev ved med at insistere på, at hun skulle løse en opgave, som hun selv mente var for teknisk kompliceret.

”På et tidspunkt holdt vi en pause, hvor jeg gik ud for at hente en kop kaffe, og da jeg kom tilbage til mødelokalet, sad hun og græd. Jeg kunne se, at hun havde det dårligt, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Så var jeg nødt til at løbe ud og hente den nærmeste leder og sige; det må du håndtere”.

Det fortrolige forhold, som Peter Jensen havde til sin leder, betød, at der var en som kunne hjælpe med at ”glatte ud, når han havde dummet sig” sig over for en kollega og som kunne forklare hans særlige måde at tænke på for andre i organisationen.

”Da jeg senere fik en ny leder, var det første jeg gjorde at sige; jeg har brug for, at vi sætter os ned i to timer. Der er noget, som jeg skal fortælle dig, og vi skal lave en forventningsafstemning. Hver eneste leder har siden da taget utroligt positivt imod det”.

Ikke alle er dog lige så heldige med deres ledere, som Peter Jensen har været. I en undersøgelse af Det Centrale Handicapråd svarer hver fjerde leder, at de ikke ønsker at arbejde sammen med en medarbejder, der har et psykisk handicap, og Peter Jensens egen fornemmelse er, at det reelle tal nok er en del højere.

Selv har han ikke ønsket at stå frem med sit fulde navn eller arbejdsplads i denne artikel, fordi han frygter, at han i fremtiden vil blive bortdømt på forhånd af potentielle arbejdsgivere, hvis de kender hans diagnose før de kender ham som person, og han forstår godt, hvis andre tøver med at fortælle det til jobsamtale eller på deres arbejdsplads.

”Jeg vil ses som hele mig, ikke bare en diagnose. Man skal godt nok have tillid til den, man siger det til. Dels til at personen ikke siger det videre til andre, men også for ikke at blive puttet i en bås”.

”Jeg har ikke noget imod at folk, som jeg kender godt, ved det, fordi jeg for dem er Peter, som tilfældigvis også har autisme. Kender folk mig ikke på forhånd, er jeg bange for at blive reduceret til autisten Peter”, forklarer han.

Alle hjerner er forskellige

Når Peter Jensen i dag trives både personligt og fagligt, skyldes det i høj grad, at han har fundet fred med, hvem han er, og hvordan han skal tackle hverdagen.

”Samfundet har en masse forventninger til, hvordan almindelige mennesker, bør opføre sig. Man skal have en masse venner, et socialt liv og deltage i sociale arrangementer. Jeg har lært at det er okay at være egoistisk og sige, at det skal de ikke bestemme. Det er helt legalt at melde fra til en julefrokost. Folk accepterer det, og jeg får det selv bedre”.

”Efter at jeg har lært at bruge metoder til at håndtere tankemylder og bekymring igennem metakognitiv terapi, hviler jeg utroligt meget i mig selv, og der skal mere til at slå mig ud eller gøre mig stresset”.

Han oplever selv, at der er en stigende accept af personer med diagnoser i Danmark, og at det til dels hænger sammen med, at LGBTQ+-bevægelsen og den kropspositivistiske bevægelse har øget forståelsen for, at det er positivt at skille sig ud.

I de seneste år har ideen om neurodiversitet som en fordel for samfundet også været i fremvækst. Begrebet blev første gang brugt i et essay af den australske sociolog Judy Singer i slutningen af halvfemserne som en pendant til biodiversitet, fordi Singer ville fremhæve fordelene ved at have forskellige måder at tænke og opfatte verden på. Kongstanken i neurodiversitet er, at diagnoser som fx autisme, ADD, ADHD og ordblindhed ikke er fejl, men nødvendige variationer af den menneskelige hjerne.

Personer med fx autisme eller ADHD er specialisterne og innovatorerne i et samfund af generalister. De er mere kritiske, risikovillige og har særlige evner til at fordybe sig eller kaste sig ud i nye projekter. Derfor har de igennem hele historien spillet en hovedrolle i udviklingen af teknologi, kunst, kultur og administration.

”Neurodiversitet er en accept af, at alle hjerner er forskellige. Det er kernebudskabet, at der ikke er to hjerner som tænker ens, og selv inden for normalspektret er alle forskellige”, forklarer direktør for Specialisterne Carsten Lassen.

Han forklarer, at man dog typisk skelner mellem neurotypiske, der har gennemsnitlige kognitive evner og neurodivergente, der på grund af en diagnose har større udsving.

”De fleste mennesker har en nogenlunde normalfordeling af kompetencer. De er gennemsnitlige til sprog, matematik og sociale færdigheder eller varierer en smule fra gennemsnittet.

Neurodivergente har en noget mere varieret kompetenceprofil. De kan være ekstremt gode til mønstergenkendelse, matematik eller logisk tænkning, men det kommer på bekostning af noget andet, og det som de fleste neurodivergente har til fælles er, at de er mere udfordrede på de sociale kompetencer”, forklarer han.

Der bliver ofte henvist til et review, der anslår at 15-20 procent af befolkningen kan kategoriseres som neurodivergente. Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog ved Aarhus Universitet, mener dog ikke, at det er muligt at sige, hvor mange der reelt kan betegnes som neurodivergente.

”Det er et relativt nyt begreb, og det er reflekteret i forskningslitteraturen, at der ikke er enighed om, hvem vi egentlig taler om”.

”Der er en stor variation i vores biologiske funktioner og hjerner, og de fleste af os har fx træk fra ADHD og autisme, så det er svært at lave et cut-off og sige, at herfra er man neurodivergent”, forklarer hun.

Er autisme et ingeniør-gen?

Et studie har vist, at andelen af børn, som bliver diagnosticeret med autisme, er væsentligt højere i Eindhoven sammenlignet med andre hollandske regioner. Det er interessant, fordi Eindhoven har en omfattende it-sektor, og fordi der siden nullerne er blevet spekuleret i, at en mulig stigning i antallet i autismediagnoser i et område som Silicon Valley kan skyldes, at mange personer med autistiske træk finder job i STEM-brancher. Autisme er ligefrem blevet døbt ingeniør-genet, og ifølge Specialisternes direktør Carsten Lassen, er der noget om snakken.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at der i ingeniørkredse og i it-branchen er en voldsom overrepræsentation af mennesker på autismespektret. Det handler om det eksakte og logiske, og så er det ofte nogle arbejdspladser, hvor der er bedre plads til fordybelsen, som de her mennesker elsker”, forklarer han.

Peter Jensen ville også ønske, at flere arbejdsgivere fik øjnene op for, at fordelene ved at ansætte personer med autistiske træk lang overstiger ulemperne.

”Mange arbejdsgivere ser det som enormt ressourcekrævende at skulle integrere en medarbejder med autisme, men der er min holdning, at der er mange som vil passe så perfekt inden for STEM-området, at du som arbejdsgiver får to ansatte for éns pris, hvis bare du laver lidt tilpasning”, fortæller han.

Peter Jensen har selv været med i opstarten af en ny IDA-indsats, der skal udmunde i en række initiativer for at støtte neurodivergente IDA-medlemmer. Der er netop blevet etableret to nye netværksgrupper for neurodivergente, og selvom Peter Jensen trives i sit job, savner han at dele erfaringer med andre, der oplever det at være på arbejdsmarkedet på samme måde som ham selv.

Han mener samtidig, at IDA kan spille en hovedrolle i at oversætte de særlige styrker og udfordringer som neurodivergente har, så flere kan komme ud på arbejdsmarkedet eller komme til at trives bedre på deres arbejdsplads.

Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd, fortæller, at IDA fortsat vil arbejde med at støtte neurodivergente medlemmer, hvad enten de har autisme, ADHD, ADD, ordblindhed eller en anden diagnose.

”Vi er på ingen måde eksperter i emnet, men det er en kerneopgave for IDA at hjælpe vores medlemmer med at lykkes på arbejdsmarkedet. I samspil med flere medlemmer er vi nu gået i gang med at se på, hvordan vi bedst kan spille en aktiv rolle, hvad enten det handler om karriererådgivning, arrangementer eller nogle helt andre initiativer til målgruppen”.

”Men vi er også bevidste om, at det er en meget sammensat gruppe med forskellige ønsker og behov. Det at have en diagnose eller at være neurodivergent er bare ét aspekt af en person, derfor skal vi være meget grundige i researchfasen, så vi ikke udvikler én ydelse til alle, men tilrettelægger vores ydelser, så alle kan få støtte på de betingelser, der passer dem bedst muligt.”, fortæller Malene Matthison-Hansen.