Din ven er fyret: Sådan støtter du – og dette skal du undgå

Der er få begivenheder, der kan slå benene væk under en person som en fyring. Først rammer chokket. Derefter følger tvivlen, det vaklende selvbillede og den stille skam, der kan få mange til at lukke sig om sig selv.

Som pårørende er det hårdt at stå på sidelinjen og se en af sine nærmeste gå igennem sådan en krise. Vi vil instinktivt gerne hjælpe, men det kan være svært at vide, hvordan.

Ifølge erhvervspsykolog og ledelsesrådgiver Mette Møller er usikkerheden helt naturlig. Vi vil gerne gøre det rigtige, men er bange for at gøre ondt værre. Alligevel betyder støtten fra de nærmeste ofte langt mere, end mange tror.

 ”Når man er der for hinanden i perioder, hvor livet gør ondt, styrker det også relationen,” siger hun.

Små, enkle handlinger kan have stor betydning, og der er meget, man som ven, partner eller familiemedlem kan gøre. Her giver Mette Møller sine råd til, hvordan du som pårørende bedst støtter – og hvad du med fordel kan undgå.

Forstå chokket, som den fyrede oplever 

En fyring udløser næsten altid et chok. Selv dem, der har haft en fornemmelse af, at noget var på vej, oplever en form for lammelse, når beskeden kommer.

”En fyring er kendetegnet ved, at man ikke kan forberede sig på den. Man kan ikke forestille sig, hvordan det føles, før man faktisk står i situationen. Det betyder, at vi alle bliver overvældet af et chok”, fortæller Mette Møller. 

Chokket kan både sætte sig mentalt og fysisk. Tankemylder, uro, søvnproblemer og handlingslammelser er helt almindeligt. Som pårørende kan man få lyst til at løfte humøret eller finde løsninger. Men i begyndelsen handler det først og fremmest om at være rolig, tålmodig og tilgængelig i en hverdag, hvor alt er vendt på hovedet. Personen har brug for en stabil figur i en meget ustabil situation.

Lige nu handler det ikke om at komme videre hurtigt. Det vigtigste er at lande.

Vær klar på at lytte til den samme historie om opsigelsen – igen og igen

En central del af bearbejdningen er at fortælle om det, der er sket. Ikke fordi personen ikke forstår situationen, men fordi gentagelsen i sig selv hjælper hjernen med at bearbejde chokket og skabe mening.

Som pårørende kan det føles passivt blot at lytte, men netop her gør du en betydelig forskel.

”Når vi er i en dyb krise, har vi brug for at have nogen omkring os, som har lyst til at høre os fortælle om det – og vigtigst: ikke bliver trætte af at høre på det”, siger Mette Møller. 

Det handler ikke om at komme med løsninger, men om at være et trygt sted, hvor personen kan læsse af uden at blive mødt af irritation, analyser eller hurtige svar. Den følelsesmæssige ventilation er en del af helingen, og du hjælper mest ved at holde rummet og anerkende det, der fylder.

Samtalerne behøver heller ikke være dybe hver gang. De kan sagtens opstå, mens man tømmer opvaskemaskinen eller går en tur. Små, åbne spørgsmål kan også hjælpe samtalen i gang, for eksempel: Hvordan har du haft det i denne uge sammenlignet med sidste uge?

Undgå at falde i optimistfælden

I mange relationer sker der en skævvridning, når den ene bliver ramt: Den anden bliver ’ekstra’. Ekstra stærk, ekstra positiv, ekstra handlingsorienteret. Men selv gode intentioner kan komme til at overdøve personen, der netop har brug for at blive mødt dér, hvor vedkommende er.

”Når den anden bliver mere og mere tung, så bliver vi mere og mere aktive”, forklarer Mette Møller om dynamikken.

Velmenende optimismeskub kan derfor få personen til at føle, at deres reaktion er forkert, eller at de burde tage sig sammen. Det betyder ikke, at håbløsheden skal have frit spil, men at håb gør mest gavn, når det kommer i små, rummelige doser og på et tidspunkt, hvor chokket har lagt sig lidt.

Hold troen på en fremtid efter fyringen

Når den værste storm har lagt sig, kan håb være en vigtig del af støtten. Ikke i form af hurtige peptalks, men som en stille forsikring om, at livet ikke slutter med en fyring.

”Det er vigtigt, at der er nogen omkring os, der tror på, at det hele nok skal blive godt igen. Vi har brug for, at nogen kan bære håbet, mens vi selv er i tvivl”, fortæller Mette Møller.  

Her er det afgørende, at håbet er ægte. Overfladiske fraser som Det skal nok gå eller Det var sikkert for det bedste rammer sjældent rigtigt. De bliver hørt som tom trøst, og nogle gange som et krav om at være hurtigere klar, end man er.

”Vi er utroligt følsomme overfor falskhed, og vi gennemskuer den altid. Man skal derfor mene det, man siger”, uddyber Mette Møller. 

Det er derfor en hårfin balance, hvor du ikke må negligere følelser, men gerne må være den, der forsigtigt minder dem om, at en fyring ikke definerer deres værdi eller fremtid. En bedre tilgang kan derfor være at kombinere realisme og omsorg: Det er svært lige nu, men det varer ikke evigt eller Du behøver ikke have en plan i dag. Når tiden er inde, finder vi ud af det sammen.

Skab normalitet og undgå hensynsbetændelse

En fyring river ofte hverdagsstrukturen væk. Derfor er det ifølge Mette Møller utroligt vigtigt, at man ikke får ”hensynsbetændelse”. Det sidste, man som fyret har brug for, er at folk behandler en anderledes end før.

”Vi må ikke gå på listefødder,” siger Mette Møller og fortsætter: ”Man føler sig i forvejen lidt unormal, og her er det vigtigt, at nogen opretholder normaliteten”.

En invitation til kaffe, en lille opdatering om noget i dit eget liv eller en ganske almindelig samtale om alt andet end fyringen kan være med til at trække den fyrede ud i verden.

Det værste, man kan gøre, er at trække sig af hensyn. Mange fyrede kæmper med skam, og tavshed forstærker den.

”Det, at andre holder sig væk i en misforstået hensyntagen, gør faktisk ondt værre,” forklarer Mette Møller.

Prik hul på boblen for at undgå isolation

Skam er en af de største årsager til isolation. Det betyder, at mange fyrede trækker sig fra sociale relationer i en periode, hvor de måske allermest har brug for dem. Aftaler bliver aflyst, beskeder glider ud og overskuddet forsvinder. Det kan få pårørende til at tro, at de skal give plads, men faktisk bør vi ofte gøre det modsatte, mener Mette Møller. 

”Prøv ikke at lade dig afvise. Hvis du ikke kan få personen ud af boblen, så invitér dig selv ind”, siger hun.

Det kan være at komme forbi med rundstykker, foreslå en gåtur eller blot sætte sig i sofaen en halv time. Det er ikke ensbetydende med, at du skal presse på. Men du må gerne være mere opsøgende end du normalt er. Små, vedholdende tegn på omsorg gør det lettere for den fyrede at holde kontakt til verden, mens selvværdet langsomt bygges op igen.

Hvis isolationen bliver meget udtalt eller står på længe, anbefaler Mette Møller, at man nænsomt foreslår professionel hjælp: Kunne du have lyst til at tale med en, der ved mere om det her? eller hvis det er din partner: Jeg synes, vi skal bruge noget af vores opsparing på, at du får snakket med en fagperson.

Undgå kritik - og at gøre den fyrede til et offer

Kritik rammer særlig hårdt i denne periode. Selv spørgsmål, der kan lyde praktiske, som Hvor mange jobs har du søgt i denne uge?, kan opleves som mistillid eller pres, fordi personen typisk allerede kritiserer sig selv fra morgen til aften.

Men overdreven omsorg kan også have en negativ effekt. Hvis man hele tiden pakker personen ind i ”det er synd for dig”, kan det fastholde vedkommende i en offerrolle. Når man bliver gjort til et offer, kan man føle sig endnu mere handlingslammet og mindre i stand til at tage små skridt fremad.

Prøv derfor at undgå at presse og pylre.

Du er det, din fyrede ven har brug for 

At stå ved siden af én, man holder af, i en fyringssituation er krævende. Men du behøver ikke at løse krisen.

En af Mette Møllers gennemgående pointer er, at små handlinger ofte gør den største forskel: at komme forbi med lidt mad, tilbyde at hente børn, sende en lille besked i ny og næ eller foreslå en kort gåtur. 

Når nogen mister fodfæstet, har de mest brug for mennesker omkring sig, der står fast. Ikke med store ord eller store handlinger, men med en stille, vedholdende tilstedeværelse.