Løn og vilkår, når du skal i praktik som diplomingeniør

Praktik er en fast del af studiet som diplomingeniør. Her kan du læse mere om løn, ferie og andre vilkår du skal være opmærksom på.

Som studerende på diplomingeniørstudiet skal du et halvt år i praktik. Det er en god mulighed for at få praktisk erfaring inden for dit fag, men også med arbejdsmarkedet, hvis du ikke har haft et studiejob.

Du forhandler selv din ansættelseskontrakt, men der er en række arbejdsvilkår som du har ret til.

Her kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan IDA kan hjælpe dig med at få de bedst mulige vilkår.

 

Du har ret til en ansættelseskontraktLink kopieret

Som praktikant har du også ret til at få en ansættelseskontrakt og en kopi af den gældende overenskomst, hvis du er dækket af den.

Sådan læser du din kontrakt igennem

Log ind og få gennemlæst din kontrakt af IDAs juridiske rådgivere

 

Praktikløn for diplomingeniørerLink kopieret

Hovedreglen er, at du ikke får SU i praktikperioden. I stedet får du udbetalt løn af virksomheden, du er i praktik hos.

Det er op til den enkelte praktikant og virksomhed at forhandle sig frem til en passende løn i praktikperioden, men IDA og Studierådet for de ingeniørstuderende i Danmark har fastsat en vejledende mindsteløn, der reguleres årligt:

  • Vejledende praktikløn i 2025: 16.500 kr. om måneden

I nogle situationer kan det dog være vanskeligt for de studerende at aftale en løn i praktikperioden – det gælder fx, hvis du gerne vil i praktik i udlandet.

Hvis du ikke har mulighed for at opnå en aftale om løn i praktikperioden, skal du kontakte dit studiested for at høre nærmere om muligheden for at få SU i stedet. Ingeniøruddannelsernes Samråd (IUS) har nemlig fået gennemført en ordning, hvor et begrænset antal studerende kan få SU i praktikperioden som diplomingeniørstuderende.

 

Feriepenge, når du er i praktik som diplomingeniørLink kopieret

Når du er i ingeniørpraktik, har du krav på 12,5% i feriepenge. Din arbejdsgiver skal indbetale feriepengene til FerieKonto.

Læs mere om reglerne for ferie og feriepenge

 

Vent med at skrive under på en klausulLink kopieret

Det sker, at der i en kontrakt om praktikansættelse figurerer en konkurrence- eller kundeklausul. Bliver du præsenteret for en sådan klausul, er det IDAs opfordring, at du får din kontrakt gennemlæst af vores jurister, så du - inden du skriver under - kan få vejledning om, hvorledes klausulen vil begrænse dig i din jobsøgning fremover.

Læs mere om klausuler i ansættelseskontrakten

Log ind og få gennemlæst din kontrakt af IDAs juridiske rådgivere

 

Dagpenge efter din praktikperiodeLink kopieret

Der gælder faste og strenge regler for, hvordan du skal forholde dig for at få udbetalt dagpenge, når du er færdig med et studiejob eller en praktikperiode. IDA har ikke en a-kasse, men samarbejder med Akademikernes A-kasse, som du kan få rådgivning hos, hvis du er medlem af A-kassen.

Læs mere om dagpenge hos Akademikernes A-kasse