Tænk over, hvilken senkarriere du ønsker dig
Det er forskelligt, hvornår man begynder at tænke på arbejdslivets slutning. For nogle dukker tankerne allerede op i starten af halvtredserne, selvom de har op til 20 år tilbage på arbejdsmarkedet. Andre arbejder uforstyrret videre i slut-tresserne uden at skænke pension en tanke.
Hvornår skal jeg tænke over mine sidste år på arbejdsmarkedet?
40, 50 eller 60 år er godt udgangspunkt at tænke på arbejdslivets slutning. Men i virkeligheden er alderen ikke vigtigt. Uanset hvor du befinder dig i dit arbejdsliv, bør du reflektere over din situation og dine ønsker – og de spørgsmål bliver ikke mindre vigtige i senkarrieren.
Én gang imellem møder IDA desværre medlemmer, der har slået autopiloten til i senkarrieren og tænker; jeg håber bare, at min stilling bliver ved med at eksistere de næste ti år, til jeg går på pension. Det kan ende med at blive nogle rigtig lange år, fordi de ikke aktivt tilvælger de elementer, der kan berige et arbejdsliv.
Et godt udgangspunkt er at spørge dig selv, hvad der er vigtigst for, at du trives og er motiveret. Det er helt legitimt, hvis svaret er tryghed eller muligheden for at arbejde færre timer. Men det er ærgerligt, hvis du kun skæver til fordelene i din arbejdsgivers seniorpolitik og helt undlader at spørge dig selv, om tre seniordage om året og flekstid er det vigtigste for dig, eller om du i virkeligheden hellere vil udvikle dig fagligt.
1. Hvad er vigtigt for dig i dit job?
Find ud af, hvad der er vigtigst for, at du trives og er motiveret på dit job. Skriv det ned. Start simpelt med to kolonner: Hvad motiverer mig - hvad dræner mig?
2. Hvilke muligheder har du for at justere på dit job?
Ønsker du at justere dine prioriteter, fx andre faglige udfordringer, mere fleksibilitet eller kortere arbejdstid. Måske findes der allerede muligheder på din arbejdsplads - tjek personalehåndborgen eller spørg din tillidsrepræsentant.
3. Hvad kan du gøre?
Overvej, hvordan du kan få mere af det, du trives med. Skal du bare tale med chefen, skal du udvikle dine kompetencer, eller skal du skifte job?
4. Fortæl andre om dine tanker
Det tvinger dig til at formulere dem. Det kan være en ven, en fortrolig kollega eller en erfaren rådgiver fra IDA.
5. Tjek din plan hvert andet år
Dine ønsker, din kapacitet og forholdene på din arbejdsplads kan ændre sig - så tjek planen hvert andet år.
IDAs værktøjskasse til senkarrieren
Planlægning af sin senkarriere er ikke lige til - derfor har vi samlet en række værktøjer til karriereplanlægning, kompetenceudvikling, jobsøgning, lønforhandling, stresshåndtering, som kan gøre dine overvejelser om næste etape lettere. Læs mere her.
Pas på med at afvikle dig selv
Mange vil gerne trappe ned i de sidste år af deres arbejdsliv, og det kan være en god ide i stedet for at knokle igennem og så stoppe brat op fra den ene dag til den anden.
Men det er vigtigt, at du tilrettelægger din udfasning fra arbejdsmarkedet, så det ikke bliver en afvikling af dig selv på jobbet. Ofte sker der det, når en medarbejder nærmer sig pensionsalderen, at vedkommende bliver opfattet som en, der allerede har den ene fod ude af døren.
Det er ikke et spørgsmål om ond vilje. Tværtimod er det ofte et udslag af misforstået betænksomhed, hvor en leder tænker; det kommer til at blive svært og tidskrævende, det vil Hansen nok helst være fri for de sidste år inden pensionen.
Hvis du vil undgå at sidde tilbage med alle driftsopgaverne, er det derfor en god ide at tage en snak med din chef og fortælle præcis, hvilke opgaver du vil beholde, og hvilke du vil give slip på.
Husk at udvikle dine kompetencer - også i senkarrieren
Virksomhederne skal ikke være bange for at investere i kompetenceudvikling til seniormedarbejdere . Der er nemlig langt større chance for, at en 60-årig stadig er i virksomheden om et år, end at en 30-årig er det. Efter et år har 23 pct. af de 35 -årige har forladt deres job. Det gælder kun 13 pct af de 60-årige.
Muligheden for udvikling er måske også en af grundende til, at flere vælger at arbejde videre, selvom de egentlig kunne gå på pension. Og hvem ved; hvis du bliver ved med at udvikle dig og have et sjovt arbejdsliv, får du måske også lyst til at blive hængende lidt længere?
Skal du skifte job sidst i karrieren?
Der er ingen tvivl om, at du løber en risiko ved at skifte arbejde. Du ved ikke, om du kommer til at passe ind i den nye stilling, eller om du er nødt til at søge væk igen efter kort tid. Det er også rigtigt, at det er lidt sværere at søge arbejde, hvis du har rundet 55 eller 60 år – det afhænger af branchen – men det gælder primært for dem, der er blevet fyret.
Det tyder til gengæld ikke på, at det er sværere at blive ansat, hvis du har holdt din viden opdateret og selv søger videre. Derfor bør du heller ikke lade usikkerheden fylde alt for meget, hvis du har brug for at skifte job for at bevare arbejdsglæden. Vil du have sparring til det svære jobskifte, er du altid velkommen til at kontakte IDAs karriererådgivning, hvor du kan få en personlig samtale om din situation.
Webinar: Karriereudvikling er aldrig for sent – Få det bedste ud af de sidste år på arbejdsmarkedet
IDAs erfarne karriererådgiver, Morten Esmann giver dig gode råd til at påvirke dit arbejdsliv, så du både udnytter din erfaring og samtidig udvikler dig i en retning, som du selv bestemmer.