IDAs medlemmer bidrager til at indfri FNs verdensmål

Det kræver politisk vilje at skabe en bæredygtig udvikling i hele verden, og det er IDAs mere end 111.000 medlemmer, der skal skabe de teknologiske løsninger, der skal til. 

Nye teknologier er nødvendige for at indfri FNs verdensmål. Det kræver både offentlig, teknisk forskning samt et samarbejde mellem forskningsmiljøerne og erhvervslivet, sagde formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen under sin velkomst.

Første punkt på dagsordenen på forårets repræsentantskabsmøde var Teknologiens Årsdag. IDAs Hovedbestyrelse havde blandt andre inviteret erhvervsminister, Brian Mikkelsen, CEO i William Demant, Søren Nielsen samt vismand og ekspert i vækst, Carl-Johan Dalgaard. De var inviteret til at bidrage med deres bud på teknologiske fremskridt og bæredygtig vækst. ”Med data og spændende indlæg skal vi vise, at forskning er forudsætningen for at indfri FNs verdensmål, samt at teknisk forskning er en god forretning for Danmark, der vil sikre vores fremtidige velfærd” sagde IDAs formand.

Repræsentantskabet og de inviterede gæster, heriblandt interesseorganisationer samt en række forskere fra landets universiteter, havde en god debat om emnet, teknisk forskning som en forudsætning for at nå FNs verdensmål. Efter debatten stod det klart, at IDAs medlemmer har en helt særlig rolle og et særligt ansvar for at indfri FNs verdensmål.

IDAs interessevaretagelse

IDAs medlemsskare er mangfoldig, og der er derfor mange forskelligartede interesser, der skal varetages. I beretningen til Repræsentantskabets medlemmer kom formanden ind på en bred vifte af foreningens aktiviteter.

Overenskomstforhandlingerne for IDAs offentligt ansatte medlemmer var en lang og til tider frustrerende proces. ”Der blev talt meget om musketéreden. Jeg vil dog hellere kalde det et historisk sammenhold mellem lønmodtagergrupperne. Takket være dette sammenhold blev udslaget af forhandlingerne ikke den ulykkelige konflikt, som ingen ønskede, men til gengæld forlig på alle tre områder” sagde IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen. ”I IDA forberedte vi os på strejke og lockout, men troede hele vejen igennem på forlig.”

IDA er ved at manifestere sig som Teknologiens stemme nr. 1. En flere-årig målrettet indsats fra IDAs side har endelig ført til, at vi nu har en Teknologipagt. Dertil har IDAs indsats med oprettelse af og arbejdet i SIRI-kommissionen ført til, at IDA er kommet med i regeringens ekspertgruppe om dataetik.

IDAs aktive

Der lød traditionen tro en stor tak til IDAs mange aktive medlemmer, der fortsat arrangerer nye og spændende aktiviteter til glæde for IDAs medlemmer. Udover arrangementer udarbejder IDAs aktive også politik og politiske anbefalinger, senest er det blevet til integrationspolitik, Cleantech, Cyber- og informationssikkerhed samt Førerløs og digital mobilitet. ”Det er IDAs aktive medlemmer, der gør IDA til en unik forening”, sagde en stolt formand.

IDA-valg 2019

IDA afholder repræsentantskabsvalg i 2019. I oktober 2018 åbnes op for, at lister og kandidater kan registreres. Afstemningen foregår i perioden fra den 26. marts til den 11. april 2019. Formanden for IDAs valgudvalg og næstformand i IDA Søren Vang Fischer lovede, at valget bliver let tilgængeligt, åbent og transparent. Repræsentantskabet godkendte Valgudvalgets forslag til Retningslinjer for afholdelse af IDAs Repræsentantskabsvalg. Retningslinjerne fremgår snarest af ida.dk

Præciseringer og justeringer i IDAs vedtægter

Hovedbestyrelsen havde indstillet en række vedtægtsændringer til godkendelse i Repræsentantskabet. Vedtægtsændringerne har dels til formål at gøre IDAs vedtægter mere tidssvarende dels at præcisere forskellige regler i vedtægterne. Blandt IDAs studiemedlemmer har der været et ønske om, at studenterorganisationerne i fællesskab kan udpege 4 repræsentanter til IDAs repræsentantskab, uden der skal afholdes et landsdækkende studievalg. Hovedbestyrelsen har ønsket at imødekomme dette forslag og har blot stillet som forudsætning, at der skal være enighed herom blandt alle studiesteder i landet. Dertil indstillede Hovedbestyrelsen, at det er en forudsætning for at være valgbar, at medlemmet tiltræder, at IDA offentliggør kontaktoplysninger (som minimum navn og e-mail) om dem. Formålet er, at andre medlemmer – og omverdenen - kan komme i kontakt med dem. Repræsentantskabet godkendte alle forslag til vedtægtsændringer. De nye vedtægter fremgår snarest af ida.dk.