Techfestival får pris for at sætte dagsorden

Initiativet Techfestival, som senest blev holdt i september i Kødbyen i København, er dette års modtager af Den danske Telepris, som uddeles af Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, IDA Tele.

Techfestival får prisen for deres arbejde med at sætte en dagsorden i tech-miljøet og digitaliseringsdebatten.

”Det er lykkedes for Techfestival at sætte Danmark på det globale digitale landkort med en spændende og velbesøgt festival i København med 16.000 deltagere – men mest af alt er det lykkedes for festivalen at rejse spørgsmålene om, hvad det er vi skal stræbe efter med digitaliseringen, og hvordan vi sætter mennesker i centrum for den teknologiske udvikling,” som det hedder i motiveringen af prismodtageren.

Techfestival er foreløbig gennemført to gange. I 2018 gav festivalen de tusindvis af deltagere mulighed for at deltage i mere end 200 events fordelt over de 5 dage festivalen varede.

Pris til lovende projekt

I forbindelse med Teleprisen uddeles også en pris til studerende. Studerende-prisen går i 2018 til André Sørensen, Maxime Jérôme Remy og Nicolaj Kjettrup fra Aalborg Universitet. De får prisen for et lovende 2. semesterprojekt om måling og estimering af strømforbruget af forskellige radiokommunikationsteknologier til Internet of Things-systemer.

Resultaterne af projektet har både vakt interesse blandt en række virksomheder, ligesom resultaterne i august i år blev præsenteret på en international konference i Lissabon om trådløse kommunikationssystemer. 

Om Teleprisen

Den danske Telepris uddeles af Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, IDA Tele, og har til formål at anerkende præstationer, som har haft særlig betydning for udviklingen og/eller anvendelsen af telekommunikation i uddelingsåret. ”Derudover skal præstationen udmærke sig ved sit innovative, samfundsgavnlige, brugerrelaterede og/eller indtjeningsmæssige potentiale,” som det hedder i begrundelsen for prisen.

Udover den faglige anerkendelse, som både Teleprisen og studerende-prisen er udtryk for, følger der 15.000 kr. med til hver af priserne.

Billedet: Fra venstre ses modtagerne af studerende-prisen: André Sørensen, Maxime Jérôme Remy og Nicolaj Kjettrup. Techfestival var repræsenteret af Thomas Madsen-Mygdal og Marie Louise Gørvild, som på billedet flankeres af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, som overrakte priserne, og formanden for IDA Tele, Michael Jensen