Udvikling og kompetencer
Skitsen som superkraft - tegning som tænkning og fælles sprog
Vi har vænnet os til, at kommunikation skal være poleret. Slides skal være glatte, rapporter skal være velredigerede. Men det, vi ofte har mest brug for, er noget andet: Et fælles billede af, hvad vi taler om. Et mentalt kort. Noget at pege på.
Tegning som fælles tænkning
Og her er skitsen et kraftfuldt værktøj. For når vi tegner, tvinges vi til at konkretisere. Det samme gælder, når vi skal forklare noget til andre – og endnu mere, når vi skal finde ud af noget sammen. Tegning bliver en måde at tænke på. Og en måde at tænke sammen på.
Jesper Oehlenschläger, der underviser i visuel kommunikation, siger det sådan:
"Når vi tegner, bliver vi konkrete. Når vi tegner sammen, bliver vi enige. Tegningen er ikke bare en støtte til det talte. Den er en ligeværdig samtalepartner."
Du kan allerede tegne – du har bare glemt det
Det kræver ikke, at du kan tegne flot. Faktisk behøver du kun to former: En streg og en bue. Ud af dem kan du bygge alt – fra procesmodeller til mennesker og ideer. Det handler ikke om æstetik, men om at få tankerne ud af hovedet og op på væggen eller skærmen, hvor andre kan se og bygge videre.
Og sidder du lige nu og tænker: "Jeg kan ikke tegne” – som alt for mange bruger som begrundelse for at lade være, så spørg dig selv, hvorfor det fylder så meget. Vi siger jo ikke: "Jeg er ikke Barack Obama, så jeg undlader at tale i møder." Eller: "Jeg er ikke Helle Helle, så jeg skriver ikke mails." Vi taler og skriver alligevel. Vi prøver, øver os og forbedrer os.
Vi har brug for tegning i vores kommunikationsværktøjskasse
Men med tegning er det anderledes. Mange holder op med at tegne i 10-12-årsalderen, fordi de begynder at måle sig med andre. Men vi mister noget vigtigt, når vi slipper pennen. Vi mister et sprog, et refleksionsrum og et værktøj til at forstå og formidle det komplekse.
Jesper Oehlenschläger sammenligner det med at slå en tredjedel af sit kommunikationsrepertoire fra. Hvis vi kun taler og skriver, men ikke tegner, bruger vi ikke hele vores potentiale. For visuel kommunikation handler ikke om kunst – det handler om klarhed. Og klarhed kan skabes med en skæv cirkel og en uperfekt stjerne.
Bare begynd – og tegn dig frem til klarhed
Derfor er budskabet enkelt: Gå i gang. Sæt pennen på papiret eller skærmen. Glem om det er pænt. Tænk i cirkler og streger. Tegn dine noter. Tegn dine ideer. Tegn dine møder. Tegn din tænkning. Du behøver ikke at tegne smukt – bare tydeligt nok til, at du og dine kolleger forstår, hvad du mener.
Der er ikke noget at vente på. Du kan allerede tegne. Du har bare glemt det.
Kursus
Visuel Kommunikation - gør komplekse budskaber enkle
På dette kursus lærer du, at omsætte selv de mest komplekse ideer og processer til klare og engagerende budskaber. Visuel formidling fanger ikke kun opmærksomheden, men forbedrer forståelsen og hukommelsen hos dine kolleger og samarbejdspartnere.
Kursus
Visuel Kommunikation - gør komplekse budskaber enkle
På dette kursus lærer du, at omsætte selv de mest komplekse ideer og processer til klare og engagerende budskaber. Visuel formidling fanger ikke kun opmærksomheden, men forbedrer forståelsen og hukommelsen hos dine kolleger og samarbejdspartnere.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.