Formand for AR: Et fleksibelt arbejdsmarked gavner alle

Det er nødvendigt at revidere arbejdsmiljøloven, så den enkelte medarbejders ønsker kommer i centrum, mener formanden for Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen.

af Anders Kjøller

Morten Thiessen er formand for Ansattes Råd i IDA.

Corona-nedlukningen har vist, at virksomheder og ansatte selv er i stand til at planlægge hjemmearbejde til gavn for begge parter.

Derfor er det på tide at revidere arbejdsmiljøloven, så unødigt bureaukrati ikke forhindrer medarbejdere og virksomheder i at finde løsninger, der virker for dem, fortæller Morten Thiessen fra Ansattes Råd i IDA. Han svarer her på, hvordan arbejdsmiljøloven skal gøres mere fleksibel med udgangspunkt i arbejdsmarkedets parter.

Hvorfor er det nødvendigt at revidere lovgivningen?

Den nuværende arbejdsmiljølov er skrevet i en tid, hvor det fysiske arbejdsmiljø betød rigtig meget. Sådan noget som tunge løft, støj og kemikalier var afgørende faktorer, men i dag står vi i en anden situation.

IDAs medlemmer er rigtig positive, når det gælder muligheden for hjemmearbejde, men spørgsmålet er, om lovgivningen forhindrer den fleksibilitet, de efterspørger.

Før corona-nedlukningen var hjemmearbejdspladser noget, man skulle kæmpe for. Men nu viste det sig ikke at være så stort et problem alligevel, så mon ikke vi skulle lade fornuften råde og lade arbejdsmarkedets parter tage et ansvar for at formulere en løsning, der hænger fornuftigt sammen. Vi har en aftalekultur i Danmark, og det synes jeg, at vi skal holde os til.

Hvilke udfordringer, mener du, at arbejdsmiljøloven giver?

Arbejdsmiljøloven er en kombination af dansk lovgivning og nogle EU-direktiver, der kan gøre administrationen af en hjemmearbejdsplads svær at gennemskue.

Derfor viger mange tilbage fra at lave hjemmearbejdspladser, fordi de tænker, at de skal lave APV’er (arbejdspladsvurderinger), og det gider de ikke hænge på.

De er også nervøse for, at de ender i en situation, hvor der skal være tilsyn, og hvor de får kritik for ikke at have gjort nok.

Hvem har ansvaret, hvis en medarbejder får rygproblemer af en dårlig arbejdsstilling?

Det vil stadig være arbejdsgiveren. Jeg kan ikke se, hvordan man kan gøre det anderledes, uden at det bliver en glidebane for nogle arbejdsgivere, som ikke vil sørge for ordentlige arbejdsforhold.

Der er mange, der lever rigtig godt op til deres ansvar – også med de nuværende regler – men vi skal huske, at denne lov er skabt for at beskytte medarbejderne, og det skal den fortsat gøre.

Det lyder som om, at du vil afskaffe loven helt?

Vi skal have en frivillig aftale lagt oven på loven, som arbejdsmarkedets parter forhandler indbyrdes. Men vi kommer ikke uden om, at vi også skal have regulering. For der vil altid være nogle, der forsøger at smyge sig uden om deres ansvar som arbejdsgivere, og i de tilfælde skal der være faste regler at falde tilbage på.

Men det folk i øvrigt kan enes om og som ikke har nogen negativ indvirkning på arbejdsmiljøet, skal man ikke stille sig i vejen for ved at gøre loven for firkantet.

Loven er til for at beskytte dem, der står svagest på arbejdsmarkedet, men vi skal heller ikke prøve at presse en one size fits all-model ned over dem, står i en god position for at forhandle selv.

Giver det ikke tryghed, at der er faste krav – fx til de ansattes arbejdsstation?

Der skal snarere være krav til, hvilken trivsel du får på jobbet. Om det er den ene eller den anden form for højdejusteringen af arbejdsstillingen, man vælger, er ikke så afgørende. Det er resultatet, og hvis arbejdsgiveren og den ansatte er tilfredse med det, er vejen derhen ikke så vigtig.

Grundlæggende tror jeg heller ikke, at det her kommer til at handle om et skrivebord og en skærm til hjemmearbejdet, for det er relativt billigt og i forhold til den tilfredshed, man får hos medarbejderen, er det en latterlig lille investering. Et uansøgt jobskifte koster et par hundredtusind kroner for en ingeniør. Det kan man godt nok få meget arbejdspladsindretning for.

Hvilken rolle skal IDA spille i en revidering af loven?

Vi skal tale med vores medlemmer og virksomhederne om deres erfaringer og hvilke løsninger, der fungerer i praksis.

Vi skal også holde fast i, at hjemmearbejde er en mulighed, der altid foregår på frivillig basis. Det skal ikke blive en besparelsesmulighed for virksomhederne, så de helt kan undgå at have et kontor eller lignende. Det er grundlæggende et spørgsmål om at træffe valg, der gør arbejdet bedre for medarbejderen, og som derfor også giver virksomheden en gevinst. Det må man da i hvert fald formode sker, hvis tilfredsheden vokser.