Ung ingeniør: ”Jeg troede, det bare var mig, der var dårlig"

Et IDA-medlems bekendelser om ledelse

”Du må ikke blive syg af at gå på arbejde. Det er formålet med, at vi har en arbejdsmiljølov i Danmark. Så enkelt kan det siges,” forklarer Stephen Holst, som er selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver og medforfatter til bogen En medarbejders bekendelser om ledelse, der udkom i sommeren 2024.

Arbejdsmiljø er blevet forsidestof i medierne og kan trække lange kommentarspor på sociale medier. Stephen Holst hilser den tiltagende opmærksomhed på et godt arbejdsmiljø velkommen, da den bl.a. har sat fokus på noget så grundlæggende som lovkravene til virksomhederne om for eksempel at have en arbejdsmiljørepræsentant samt at gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) mindst hver tredje år.

At det desværre ikke altid bliver overholdt, kan du læse her i Christians historie. Christian er ikke hans rigtige navn, da han ønsker, at både han og virksomheden er anonyme, men det er vigtigt for ham at fortælle sin historie om et psykisk usundt arbejdsmiljø. Redaktionen er bekendt med Christians og virksomhedens navn.

Tavshed og en oplevelse, der bare skal glemmes

Som ung praktikant oplever Christian, at en teamleder skælder ham ud for at have lavet en forkert beregning. I samtalen råber teamlederen så højt, at hele kontoret kan høre det. De sidder nemlig ikke bag en lukket dør, men blot i en mindre afdeling med åben forbindelse til resten af kontoret.

Christian oplever det selv som om, at han bliver lokket i en fælde. Det er nemlig teamlederen selv, der har sagt, hvordan beregningen skulle laves. Men det er også en ubehagelig oplevelse af at blive udstillet foran kollegaerne som én, der ikke kan finde ud af sine opgaver.

I situationen panikker Christian og tager fejlen på sig og vender i det hele taget oplevelsen indad: ”Jeg troede, at det bare var mig, der var dårlig og ikke kunne finde ud af det.”

Christian lytter ikke til fornemmelsen af, at det ikke er i orden at blive råbt ad. Han vil bare glemme det, komme videre og vise, at han altså er dygtig nok: ”Jeg vil jo stadig gerne imponere, fordi jeg er jo helt ung og ny i det hele.”

Christian taler ikke med nogen om det, og der er heller ingen kollegaer, der spørger til ham, selvom de har hørt, at han er blevet overfuset af chefen.

Der går næsten 2 år, før Christian taler med en anden kollega om det. På det tidspunkt er han færdiguddannet som bygningsingeniør, fastansat som projektleder i virksomheden og har desværre endnu en ubehagelig oplevelse i bagagen.

Stress og et projekt, der kører af sporet

Som projektleder har Christian en lang periode, hvor han har svært ved at sove og har ondt i maven. Han tager sine stresssymptomer alvorligt, fortæller det til ledelsen og beder om hjælp til at finde en løsning. Teamlederen tager nogle af hans opgaver som projektleder, bl.a. med at projektere et bygningsprojekt, men da de står på byggepladsen, viser det sig, at temlederen har projekteret forkert.

Projektet ender med at køre økonomisk af sporet, virksomheden taber penge og Christian bliver indkaldt til samtale med afdelingsleder og teamleder for at tale om, hvad der er gået galt.

Christian siger ærligt, at han ikke har haft tid nok til at gennemarbejde projektet pga. stress, og at det også er derfor, han har rakt ud efter hjælp. Til samtalen tager teamlederen ikke sin del af ansvaret, men anklager i stedet Christian for ikke at have råbt højt nok op om hjælp.

Christian føler sig magtesløs, når det åbenbart ikke er nok at fortælle, at man ikke sover om natten.

Kæmpe lettelse at dele det med en kollega

Efter denne episode går der kun en måned, før Christian lukker op over for en kollega.

Da han fortæller en nær kollega om sine oplevelser med teamlederen, får han at vide, at kollegaen har set teamlederen gøre dette mange gange med andre kollegaer: ”Endelig går det op for mig, at det ikke er mig, der er noget galt med. Det er ham, der laver det her nummer med alle.” Samtalen med kollegaen bliver en øjenåbner og en kæmpe lettelse for Christian.

Kort tid efter skal han i gang med et projekt, som vil presse ham voldsomt pga. travlhed. Christian vælger at aflevere sin opsigelse, fordi han ved, at han ikke vil få noget konstruktivt ud af at gå til teamlederen. Til fratrædelsessamtalen med HR tager han bladet fra munden om teamlederens ledelsesstil og kan også fortælle, at andre har haft lignende oplevelser.

For Christian har det ikke været en overvejelse at blive i virksomheden og tage kampen op. Han har nemlig en oplevelse af, at HR-afdelingen har kendt til den uprofessionelle ledelsesstil, men har ladet stå til.

Han har heller aldrig i sin tid i virksomheden udfyldt en APV (arbejdspladsvurdering, en lovpligtig undersøgelse). Her ville han ellers have haft en mulighed for anonymt at påpege det usunde psykiske arbejdsmiljø.

IDA har også talt med en anden kilde, der både kan bekræfte Christians historie, men som også har viden om, at mindst 5 andre har haft lignende oplevelser i virksomheden, og derfor sagt deres stilling op.

Få måneder efter Christian siger op, bliver teamlederen gjort til afdelingsleder.

”Jeg skulle have snakket med nogle kollegaer meget tidligere”

Som ny på arbejdsmarkedet faldt det slet ikke Christian ind at tale med enten en kollega, HR ller en tillidsvalgt, fx arbejdsmiljørepræsentant. Teamlederens vredesudbrud fik ham overbevist om, at han var den eneste, der var noget galt med.

På afstand kan Christian se, at det var en form for psykisk manipulation. Teamlederen sagde aldrig direkte til medarbejderne, at de ikke var dygtige nok, men han fik alligevel folk til at føle det. Og på den måde kunne det også lykkes for lederen, at kollegaerne ikke talte om det med hinanden, fordi ingen jo har lyst og mod til at skilte med deres inkompetence.

Nu kan Christian godt se, at det ikke var den klogeste beslutning at gå alene med disse oplevelser: ”Jeg skulle have snakket med nogle kollegaer meget tidligere.”

Til gengæld har han nu besluttet at fortælle sin historie: ”Jeg håber, at min historier kan komme ud og hjælpe nogle andre.”

Ekspert om Christians historie: Krænkende handling i en usund kultur

”Det er selvfølgelig ikke i orden at blive råbt ad. Det er voldsomt ubehageligt og kan opleves nedværdigende,” kommenterer Stephen Holst til Christians historie og fortsætter: ”Det er faktisk et eksempel på det, som Arbejdstilsynet definerer som en krænkende handling.”

Stephen Holst forklarer videre, at det ikke er et lovbrud, at der sker krænkelser, men ifølge lovgivningen skal en organisation reagere, når de har kendskab til krænkelser:

”Det vigtigste er, at du ikke står alene med sådan en oplevelse. Og derfor er det godt at tale med en kollega, hvis det er den eneste mulighed, du kan få øje på. Samtidig er det dog ikke sikkert, at kollegaen har forudsætninger til at gøre noget ved situationen”, siger Stephen Holst.

Derfor vil han gerne understrege, at når der er oplevelser med at blive råbt ad på arbejdspladsen, er det vigtigt at det tages op i et forum, hvor der er mulighed for at reagere på det og handle på det. Og det er netop her, at arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentanter har en vigtig rolle.

Stephen Holst mener, at noget i Christians historie også peger på, at der er en usund kultur i virksomheden. Der er hverken nogen, der griber ind eller følger op over for Christian ved fx at spørge, om han er OK efter han blev råbt ad.

Det tyder dels på, at man i virksomheden desværre er blevet vant til en rå og højtråbende adfærd, som er blevet accepteret som normal. Og det indikerer en kultur, hvor det ikke er normalt at tale med sine kollegaer om svære oplevelser på jobbet.

En sådan tavshedskultur forstærker også Christians reaktion med at vende det indad. En reaktion, der er normal, når du bliver kritiseret og ikke kender til, hvorfra du kan få social og faglig støtte. Og særligt som ny på arbejdsmarkedet eller ny i et job er det for mange den mest naturlige reaktion at vende det indad og begynde at tvivle på egne evner.

Skal du kæmpe eller flygte?

Første skridt er altså at bryde tavsheden og ikke vende grænseskridende oplevelser indad. Spørgsmålet er derefter, om du skal tage kampen op med et psykisk usundt arbejdsmiljø eller sige jobbet op? Hvor ligger grænsen?

Stephen Holst peger på, at det kan være værd at tage kampen, så længe du ikke står alene med den og så længe, der er en konstruktiv vej frem, hvor du øjner, at det er muligt at forandre virksomheden indefra. Men der kan også være så store kræfter på spil, at det ikke er muligt for dig at ændre kulturen.

Følelsen af uretfærdighed kan være en stærk motivation, der giver energi til kampen. Men følelsen af uretfærdighed kan på længere sigt forblinde dit syn på alt i virksomheden, så du mister tilliden generelt til ledelsen og måske også kollegaskabet. Så bliver kampen destruktiv og er ikke værd at tage.

I værste fald kan du blive syg af at tage en umulig kamp. I det tilfælde er det ikke en flugt at sige op, men en klog beslutning om at passe på sig selv.

4 gode råd til dig, der arbejder i et psykisk usundt arbejdsmiljø:

• Gå aldrig alene med ubehagelige oplevelser. Tal med en god kollega, din leder, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant eller HR.
• Spørg til din kollega, hvis du hører eller ser, hun har oplevet noget grænseoverskridende.
• Tag kampen, så længe den er konstruktiv, og det er muligt at løse problematikken internt via de formaliserede samarbejdskanaler.
• Pas godt på dig selv. Overvej at sige op, hvis du får symptomer på stress, og at der ikke er udsigt til, at du kan få hjælp og støtte til at håndtere situationen.
• Kend din ret til at have en arbejdsmiljørepræsentant og arbejdspladsvurdering (APV) og spørg efter det hos din leder, arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller HR, hvis det mangler på arbejdspladsen.