Barsel og ferie

Kan jeg holde ferie under barslen?
Orlov i forbindelse med barsel betegnes som en feriehindring. Det betyder, at du ikke som udgangspunkt må holde ferie under barselsorlov.
Kan du aftale med din arbejdsgiver, at du afbryder din orlov for at holde ferien og derefter genoptage din orlov, er der ikke noget til hinder for, at du holder ferie undervejs i din orlov i forbindelse med barsel.
Kan jeg overføre ferie eller få udbetalt feriepenge for ferie, jeg ikke holdt før barslen?
Når du ikke at holde hele din ferie, inden du går på orlov i forbindelse med barslen, overføres din resterende ferie til ferieafholdelsesperioden 1. september – 31. december det følgende år.
Har du ikke holdt den femte ferieuge, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ugen efter ferieafholdelsesperiodens udløb, medmindre I aftaler, at ugen skal overføres.
Har du stadig en feriehindring i form af sygdom eller barsel, når den følgende ferieafholdelsesperiode udløber, har du ret til at få den overførte ferie udbetalt.
Det er en betingelse, at du i ferieafholdelsesperioden ikke har haft mulighed for at afholde ferien, og der er tale om samme årsag til feriehindring. Er det ikke tilfældet, overføres ferien igen til den næste ferieafholdelsesperiode.
Optjener jeg ferie under barslen?
Hvis du har fået fuld eller delvis løn under din orlov, har du optjent ret til ferie med løn.
Regler for funktionærer
Er du omfattet af funktionærlovens regler, hvor du modtog halv løn i perioden fra 4 uger før forventet termin til 14 uger efter fødslen? I det tilfælde optjener du ret til ferie med fuld løn på tidspunktet, hvor du afholder ferien, når du fortsætter i samme ansættelse.
De uger, hvor du modtager barselsdagpenge, optjener du ikke ret til ferie med løn.
Se alle regler om løn og dagpenge for privatansatte
Regler for ansatte i stat, kommune eller region
Er du ansat i stat, kommune eller region, optjener du ret til ferie med fuld løn både for de perioder, hvor du får fuld eller delvis løn under din barsel og for de perioder, hvor arbejdsgiver alene betaler pensionsbidraget, selvom du får denne periode kun modtager barselsdagpenge.
For kommunernes og regionernes vedkommende kan du maksimalt modtage pensionsbidrag for 20 ugers ulønnet orlov.
For statens vedkommende optjener du ikke ret til ferie med fuld løn i den periode, hvor du måtte have valgt at forlænge din orlov med 8 eller 14 uger.
Se alle regler for barsel for ansatte i kommunen
Se alle regler for barsel for ansatte i regionerne
Se alle regler for barsel for statsansatte
Hvad sker der med min ferie, hvis jeg skifter job?
Skifter du arbejdsgiver, inden du har afholdt al den ferie optjent under barselsorloven, har du ret til at få feriegodtgørelse af den løn, du har modtaget i ferieåret.
Din arbejdsgiver skal indbetale feriepengene til Feriekonto med din sidste månedsløn.