Derfor skal du altid ringe på jobopslaget

Hvis du stiller de rigtige spørgsmål, starter din jobsamtale allerede i telefonen. Bliv klogere på, hvilke 4 spørgsmål du skal stille for at få et forspring. 

Telefonopkald

Selv om du synes, at virksomheden har beskrevet det ledige job fint i deres stillingsannonce, skal du alligevel ringe og stille spørgsmål, inden du sender din ansøgning. Det giver dig nemlig et forspring i jagten på jobbet.

En opringning til virksomheden, du søger job hos, kan nemlig give dig mere viden om stillingen, end der står i jobopslaget. Og dermed kan du 

  1. endelig beslutte om jobbet er noget for dig
  2. bedre kan målrette din ansøgning.
  3. skabe så meget opmærksomhed om dit kandidatur, at jobsamtalen reelt starter allerede i telefonen, hvis du stiller de rigtige spørgsmål.

Ring ikke på et jobopslag for at blive husket

Det virker negativt på virksomheden, hvis du ringer blot for at arbejdsgiveren skal huske dit navn.

Det vil som regel skinne igennem, at du ringer for at blive husket, hvis du ringer uden egentlig at have noget at spørge om eller for at stille spørgsmål, du allerede får svar på jobannoncen. 

Det er en myte, at et opkald alene bringer dig foran i køen. Det gør kun et opkald med substans.

Ring på jobopslaget for at give dig selv et forspring i jobsøgningen

Det allervigtigste formål med at ringe på et jobopslag er at få viden, som gør, at du forstår virksomhedens vigtigste kriterier ved jobbet, og hvad de dermed ser efter i ansøgningsmaterialet.

Du kan ikke ringe til virksomheden, efter du er blevet kaldt til samtale – og det er ofte dér det går op for jobsøgende, at de faktisk ikke helt ved, hvad jobbet går ud på. 

Hvis du ringer og stiller relevante og rigtige spørgsmål, vækker du interesse med det samme. Dertil kommer, at du kan lavet en god og målrettet ansøgning og CV, så du har et forspring i forhold til jobsamtalen – et forspring der måske er afgørende for, at du får jobbet.

Stil konkrete spørgsmål til jobbet i telefonsamtalen

Dine spørgsmål til virksomheden, hvor du søger job skal

  1. tage udgangspunkt i jobopslaget
  2. være konkrete.

Der er altid noget i opslaget, som kan uddybes.

Hvis der i jobopslaget står, at der må påregnes rejseaktivitet, så spørg til hvor meget. Hvis jobopslaget lister en række opgaver, så spørg til, hvordan opgaverne prioriteres i forhold til hinanden. Tit er der en liste af opgaver, men hvilke er vigtigst?

Analyser jobopslaget og find de bedste spørgsmål til jobbet

For at finde de gode spørgsmål til telefonsamtalen om jobopslaget, skal du læse jobopslaget grundigt og se, hvor du har brug for ekstra viden.

Du kan fx farvekode sætningerne i jobopslaget: Marker alt det, du har bare lidt kendskab til med grøn, og marker det, du slet ikke har nogen viden om, med rød. Det, der er uklart eller upræcist, kan du markere med gult.

De gule elementer kan du lave om til spørgsmål.

Efter samtalen kan du så markere de gule elementer som grøn eller rød – eller forblive gule, hvis du ikke blev klogere.

Røde elementer er ok, så længe det er ikke deres højst prioriterede kompetencer, du har markeret – i så fald bør du overveje, om du spilder din tid med at søge jobbet, for du er ikke relevant i dette tilfælde.

4 gode spørgsmål, når du ringer på et jobopslag

Her er 4 gode spørgsmål, der passer til næsten alle jobopslag:

  1. I omtaler en række opgaver i jobopslaget. Hvilke opgaver skal man bruge mest tid på?
  2. Hvilke faglige kvalifikationer kigger I særligt efter?
  3. Er der nogle særlige kvalifikationer, der er altafgørende? Hvilke?
  4. Jeg har tidligere arbejdet med lignende opgaver. Kan dette også være relevant hos jer?

Forbered opkaldet til virksomheden

Det gode opkald på et jobopslag varer kun ca. 5-10 minutter. Derfor skal du forberede dig, inden du ringer op.

Lav en prioriteret liste med spørgsmål. Undgå spørgsmål, der lægger op til ja/nej-svar – det giver dig for lidt information.

Det bedste opkald er der, hvor arbejdsgiveren snakker mest, og du skriver ned. Konkret foregår det ved, at du stiller dit spørgsmål, arbejdsgiveren svarer, og du følger op med for eksempel at sige "Det lyder godt, det har jeg nemlig prøvet før, da jeg ...".

I øvrigt skal du være forberedt på at svare på arbejdsgiverens spørgsmål, når du ringer. Det er nemlig ikke usædvanligt, at der bliver spurgt ind til, hvem du er, og så skal du være klar til at kunne præsentere dig – men hold det kort! De vil ikke have samtalen i telefonen – de vil have dit ansøgningsmateriale.

Brug din viden fra opkaldet i ansøgning og CV

Din nye viden om, hvad jobbet går ud på, skal implementeres i dit CV og i din ansøgning.

I din jobansøgning kan det være en god idé at nævne, at du har talt med den person, der står nævnt i jobopslaget, og at vedkommende gav dig info, der gjorde dig ekstra motiveret. Husk at skrive hvorfor, det gjorde dig ekstra motiveret.

Derudover kan du referere til en eller to konkrete ting fra samtalen, hvor du kort beskriver din måde at gribe den opgave an på.

Sådan laver du en god jobansøgning

Sådan laver du et målrettet CV