Sådan holder du dine kompetencer ved lige

Højtuddannede med en teknisk eller naturvidenskabelig baggrund er typisk specialiserede indenfor et fagområde eller en teknologi, der udvikler sig konstant. Derfor er det farligt ikke at udvikle sine kompetencer. For mister man sit job, risikerer man at blive hægtet fuldstændigt af jobmarkedet.
Selvom det lyder paradoksalt, er dit job altså den største trussel mod din karriere. Mange har så travlt, at de ikke kigger fremadrettet – og ikke bliver efteruddannet. De håber måske, at deres kompetencer kan holde tiden ud, mens de er på arbejdsmarkedet.
Men både ingeniører og cand.scient.er bør dyrke de fagområder, som de er vilde med. På den måde bliver det mere motiverende hele tiden at dygtiggøre sig og at få nye kompetencer.
Kompetencer forældes hurtigt
Det handler om hele tiden at have de rigtige kompetencer – det vil sige efterspurgte kompetencer – og selv være bevidst og afklaret om, hvilke kompetencer, du har.
For det er i dine kompetencer, du skal finde trygheden. Ikke i jobbet eller i den virksomhed, du er ansat i. Hvis du har lyst eller bliver nødt til at søge et andet job, skal dine kompetencer være efterspurgte og fremtidssikrede.
Kompetencer forældes nemlig hurtigt, og en god tommelfingerregel er, at du kan dele uddannelseslængden med to for at finde dens levetid. Så har din uddannelse taget fem år, så skal du efter to et halv år ud at erhverve nye kompetencer.
Hold øje med din udvikling
I arbejdslivet kan oplevelsen af at blive fagligt dygtigere forsvinde.
Det er dit ansvar at holde øje med din egen udvikling og identificere, hvilke kompetencer du med fordel kan enten træne eller tilegne dig. – fx på baggrund af den feedback, du efterspørger hos din leder og dine kollegaer eller dine ønsker for i hvilken retning, du gerne vil.
Den primære udvikling foregår i hverdagen, når du løser opgaver, og når du lærer fra andre kollegaer. Du kan derfor holde øje med din faglige udvikling i dagligdagen ved, at du hver 3. måned noterer dine opgaver og resultater ned.
Husk også at se nærmere på dine personlige og sociale kompetencer. Hvordan oplever du samarbejdet imellem dig og dine kollegaer? Er der situationer, hvor du bliver usikker, føler dig overset, oplever at de trækker sig fra dig?
De personlige og sociale kompetencer er kan skabe store udfordringer - derfor er det lige så vigtigt at træne dem, som at træne de faglige kompetencer.
Få overtalt din chef
Mange synes, det er svært at sidde overfor chefen og spørge om lov til at blive efteruddannet, fordi det ofte er en stor udgift for virksomheden.
Men hvis arbejdsgiveren slår sig i tøjret, når du spørger om efteruddannelse, så sig: ’Hvis du synes kompetenceudvikling er dyrt, så prøv uvidenhed.’ Derudover skal du finde argumenter for at du kan få efteruddannelse i virksomhedens behov i forhold til strategierne for fremtiden.
Her skal du spørge, hvad der skal ske fremadrettet i virksomheden og afdelingen – og hvis der er helt lukket land, og du konstaterer, at du ikke udvikler dig, så er du nødt til at flytte dig. Ellers lever du livet farligt i en karrieremæssig forstand. .
Mener du det, så betal
De fleste virksomheder arbejder i dag med seriøs kompetenceudvikling af medarbejderne – en kompetenceudvikling, der er strategisk forankret i virksomhedernes nuværende og fremtidige opgaveløsning.
Men for at virksomhederne gerne vil finansiere kompetenceudviklingen, skal de kunne se behovet for den pågældende uddannelse eller kompetenceforløb.
Så vil du noget helt andet, end det virksomheden vil med dig, så må du vælge selv at betale det. På den måde viser du også, at du tager kompetenceudviklingen seriøst.
Pas på den "farlige" sidemandsoplæring
Beder man højtuddannede beskrive deres ideelle arbejdsplads, topper et inspirerende og udfordrende arbejdsmiljø listen.
Tendensen er generelt, at vi gerne vil have kolleger, der er dygtigere end os på nogle områder, så de kan lære fra sig.
Kompetenceudvikling er altså et efterspurgt tilbud, og det kan sagtens foregå internt på jobbet.
Alligevel er det ikke optimalt udelukkende at blive kompetenceudviklet ved hjælp af sidemandsoplæring og videndeling. Hvis medarbejderne ikke af og til bliver sendt "ud af huset” på efteruddannelse, risikerer de at gå glip af den nyeste viden indenfor deres felt.
For virksomheden kan det resultere i, at virksomhedens "kompetencekapital" blot regenereres. For dig som medarbejder kan et CV uden formelle kurser og efteruddannelse kan desuden virke mangelfuldt. En projektleder med ti års erfaring bør fx kraftigt overveje at blive certificeret projektleder, så det også bliver lettere at rykke videre til andre virksomheder fremadrettet.





