Overenskomst i OK24

Statens aftale om ny overenskomst i OK24

Et løft af reallønnen, ny opsparingskonto og bedre barselsvilkår er blandt resultaterne af de statslige overenskomstforhandlinger i OK24. Få overblik her.

IDA indgik 11. februar 2024 aftale om en ny 2-årig overenskomst for IDAs ca. 10.000 statsansatte.  

Malene Matthison-Hansen, IDAs politiske forhandlingsleder ved OK24 og formand for Ansattes Råd, siger om forløbet:

“Det har været lange og virkelig svære forhandlinger, men jeg er tilfreds med, at vi med aftalen opnår en reallønsforbedring. Det var den klare førsteprioritet for IDAs medlemmer ved OK24.

Jeg vil også gerne fremhæve en helt ny opsparingskonto, som giver den enkelte mulighed for at finansiere fx pauser eller sporskifte i arbejdslivet. IDAs medlemmer efterspørger fleksibilitet, og det giver opsparingskontoen nogle nye muligheder for.

I forhandlingerne havde vi også sat meget ind på at få sat nogle værn omkring merarbejde og det grænseløse arbejde. Men desværre har det, trods hårde forhandlinger, været meget, meget vanskeligt at få et resultat på dette.”

Aftalen mellem Akademikerne (som IDA er med i) og Finansministeriet indeholder bl.a.:

  • En økonomisk ramme på 8,8%, der giver generelle lønstigninger på 5,9% i 2024 og 1,7% i 2025. Det omfatter generel lønstigning + skøn for reguleringsordningen. Se tallene i denne tabel
  • Pensionen øges med 0,97% pr 1. april 2025, som efter eget valg kan udbetales som løn eller indsættes på en opsparingskonto.
  • Et helt nyt element i form af en opsparingskonto, hvor man kan vælge mellem pension, løn og opsparing til perioder med videreuddannelse mv.
  • En ny aftale om opsparing af frihed. Aftalen giver medarbejderne mulighed for at opspare afspadsering og særlige feriedage til senere afvikling.
  • Forbedrede barselsvilkår, der sikrer bedre og mere lige barselsrettigheder og bl.a. giver 3 uger mere med fuld løn til fædre, medmødre og adoptanter samt flere uger med fuld løn til soloforældre og tvillingeforældre.
  • Den statslige kompetencefond videreføres, så medlemmerne fortsat har mulighed for at søge midler til efter- og videreuddannelse.
  • På Uddannelses- og forskningsområdet er der forbedrede løn- og ansættelsesvilkår for det videnskabelige personale, blandt andet mulighed for forlængelse af ansættelsen for Ph.D. studerende.

Reguleringsordningen: Vigtig ændring til din fordel

Ved OK24 er vi kommet igennem med en vigtig ændring af den måde, den såkaldte reguleringsordning beregnes på.

Reguleringsordningen skal sikre, at lønudviklingen på det offentlige område følger det private. Og det nye beregningsgrundlag vil betyde, at de offentlige lønninger i fremtiden vil følge den private lønudvikling mere præcist end i dag. Det er et vigtigt resultat, som vi har kæmpet hårdt for i forhandlingerne.

Læs: Ny regnemetode for din løn - derfor er den vigtig

Læs: Akademikernes aftale

Dele af forhandlingerne på statens område foregår via samarbejdsorganisationen Centralorganisationernes Fælles Udvalg (CFU). Her indgår IDA som en del af Akademikerne. 

Læs: CFUs aftale

Stort ja fra IDAs medlemmer

Alle offentligt ansatte IDA-medlemmer kunne i perioden 20. marts - 5. april 2024 stemme om det resultat, IDA forhandlede på medlemmernes vegne ved OK24 om løn og arbejdsforhold.

Resultatet blev et stort ja til de nye overenskomster - se fordelingen af stemmer her

Stort samlet ja fra de akademiske fagforeninger

Afstemningen om OK24 var vejledende blandt alle IDAs offentligt ansatte medlemmer.

På baggrund af medlemmernes stemmer besluttede IDAs politiske udvalg, Ansattes Råd og IDA Offentlig, efterfølgende at godkende resultatet.

IDA meldte resultatet ind til vores paraplyorganisation Akademikerne, og det samme gjorde de andre akademiske fagforeninger.

Akademikerne tog derefter stilling til det samlede resultat fra alle medlemsorganisationerne. Også her blev det et stort ja til nye overenskomster for i alt 150.000 offentligt ansatte akademikere.

Regioner

Aftale for regionalt ansatte

Der er indgået forlig i OK24 for IDAs ca. 2000 regionalt ansatte medlemmer.

Regioner

Aftale for regionalt ansatte

Der er indgået forlig i OK24 for IDAs ca. 2000 regionalt ansatte medlemmer.

Kommuner

Aftale for kommunalt ansatte

Der er indgået forlig for IDAs ca. 4000 kommunalt ansatte medlemmer.

Kommuner

Aftale for kommunalt ansatte

Der er indgået forlig for IDAs ca. 4000 kommunalt ansatte medlemmer.

Læs mere:

Tema

OK26: De offentlige overenskomstforhandlinger

Forberedelserne er i gang til OK26, de offentlige overenskomstforhandlinger i 2026.

Tema

OK24 - de offentlige overenskomst-forhandlinger

Her kan du finde al information om overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2024, hvor IDA deltager som en del af AC.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning i forbindelse med overenskomster