Forventet tidsplan for OK26

Se tidsplanen for OK26 – de offentlige overenskomstforhandlinger for staten, kommuner og regioner i 2026.

OK26 falder i 5 faser fra start til slut:

1. Medlemsinddragelse i IDA

August 2024 - juni 2025

OK26 starter hos IDAs offentligt ansatte medlemmer, som giver deres input til ændringer og forbedringer i to medlemsundersøgelser og et webinar:

  • August 2024: Medlemsundersøgelse 1
  • Februar-marts 2025: Medlemsundersøgelse 2
  • 25. marts 2025: Webinar om OK26

Medlemmernes input bliver derefter behandlet og prioriteret af IDA Offentlig og IDAs forretningsudvalg, inden de bliver endeligt godkendt af Ansattes Råd.

2. Koordinering i forhandlingsfællesskaber

September - november 2025

Fagforeningerne vælger at forhandle sammen i fællesskaber, da vi står stærkere ved at være mange. IDA forhandler sammen med de andre akademiske fagforeninger i Akademikerne (AC).

Her bliver vi enige om, hvilke krav vi ønsker at rejse over for arbejdsgiverne ved forhandlingerne.

På statens område forhandler Akademikerne desuden via samarbejdsorganisationen CFU - Centralorganisationernes Fælles Udvalg.

Et krav skal altså godkendes af mange andre fagforeninger, før det kommer med til forhandlingsbordet ved overenskomstforhandlingerne. Det kan betyde, at et krav kan blive fravalgt, fordi vi skal blive enige med fællesskabet om at fremsætte det.

3. Udveksling af krav

December 2025

Sammen med de andre akademiske fagforeninger udveksler vi formelt krav med de offentlige arbejdsgivere i december 2025.

4. Overenskomstforhandlinger

Januar - februar 2026

Selve forhandlingerne om nye overenskomster foregår i januar-februar 2026. Her forhandler fagforeningerne med de offentlige arbejdsgivere i staten, kommuner og regioner.

Mange ting afgør, om et krav bliver gennemført. Det spiller blandt andet ind, om arbejdsgiverne er enige i begrundelserne for et krav og om der er råd til at gennemføre kravet.

5. Forhandlingsresultat og afstemning

Foråret 2026

Hvis det lykkes at opnå et forhandlingsresultat og dermed indgå forlig i OK26 for ansatte i hhv. staten, kommuner og regioner, sendes det til afstemning hos IDAs offentligt ansatte medlemmer i foråret 2026. Vi forventer, at det vil blive i løbet af marts-april.

IDA offentliggør resultatet samtidig med de andre akademiske fagforeninger i vores paraplyorganisation Akademikerne.

Godkendes det samlede resultat i alle de akademiske fagforeninger, er forhandlingerne færdige og din nye overenskomst træder i kraft. De aftalte forbedringer og ændringer bliver dermed en del af dit ansættelsesgrundlag.

Hvis resultatet ikke godkendes, kan det ende med en konflikt.