Genbrug af byggematerialer er ikke rocket science

Vi designer ikke bygninger for at rive dem ned. Men vi bør begynde at tænke i enkelthed og reducere antallet af materialer, hvis vi vil blive bedre til at genbruge byggematerialer.

af Rene Pedersen

Byggeriet er på mange måder en multiplikator i forhold til samfundet. Store byggeboom kan kickstarte økonomien, men fordi bygge og anlægssektoren står for 40 procent af vores materiale- og energiforbrug i Europa, er det også et område, hvor dårlige vaner slår hårdt. Og derfor vil en overgang fra en smide væk-kultur til en cirkulær model, hvor vi bliver bedre til at bruge bæredygtige materialer eller genbruge gamle byggematerialer også have et stort potentiale for at sætte fart på den grønne omstilling.

Men hvordan sikrer vi, at de nye bygninger bliver bygget med bæredygtige byggematerialer, og hvordan tager vi fat i de udfordringer, der eksisterer ved brugen af nye materialer? Den problemstilling tager IDAs byggeteknisk netværk op til arrangementet “Brugen af bæredygtige byggematerialer” 1. marts, hvor en række branchefolk viser de gode eksempler.

En af oplægsholderne er Jørn Kiesslinger, som er faglig leder hos JJW Arkitekters bæredygtighedsafdeling og en af de første DGNB-auditorer i Danmark. Et af de projekter, som JJW Arkitekter har arbejdet med er Katrinedals Skole i Vanløse, som blev et bæredygtigt foregangsprojekt, hvor verdens første Cradle 2 Cradle certificerede, cementfri kalkmørtel fra KALK binder det hele sammen. På den måde genanvender man tegl fra Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet til de nye bygninger. Jørn Kiesslinger beskriver projektet som en solskinshistorie, men også en realistisk opgave. 

“Genbrug af teglsten er byggebranchens paradeeksempel for den cirkulære økonomi, men som udgangspunkt er det ikke rocket science. Man har genbrugt teglsten allerede tidligt i historien. Hvorfor skulle vi ikke kunne genbruge teglsten længere, udelukkende fordi materialet mangler den CE-mærkning? Det er godt at se, at flere bygherrer tør gå i den retning,” siger han.

Vi skal undgå at lave fremtidens PCB

Genbrug af teglsten er, som Jørn Kiesslinger siger, på ingen måde et nyt fænomen. Og for en tegnestue har de gamle teglsten tilmed det interessante perspektiv, at de beriger arkitekturen med deres naturlige patina. En af udfordringerne er dog, at der bliver færre huse, hvor man kan hente de gamle teglsten på grund af cementmørtel. For efter indførslen af cementmørtel, er det ganske besværligt at adskille teglsten på en god måde, så de kan genbruges. Så arkitekter og ingeniører er nødt til at tænke i at binde byggematerialerne sammen på en mere intelligent måde.

En ting er cementmørtel, som besværliggør genanvendelse af mursten, teglsten etc. Værre er det med materialer, som er direkte ødelæggende for genanvendelse. Jørn Kiessligner peger på PCB som et skrækeksempel. Brugt som et simpelt fugemateriale gør det renoveringsprojekter enormt omfattende og dyre.

“Vi har et eksempel på tegnestuen med fem højhuse ved Brøndby Strand. Det er de fem første, blev opført, de er alle miljøbelastede, og det er en vanvittig opgave, en boligforening bliver stillet over for. Og sådan nogle eksempler fra den eksisterende byggemasse giver en forståelse for, hvordan vi skal tænke nybyggeri,” siger Jørn Kiesslinger.

Enkelthed er vejen frem

For hvordan kan vi være sikre på, at vi ikke om 10 år har brugt nye materialer, som senere viser sig at være lige så skadeligt som PCB? En af løsningerne er ifølge Jørn Kiesslinger at tænke i enkelthed.

“Vi skal begynde at tænke i enkelthed. Reducere antallet af materialer og vælge materialer med egenskaber og en kvalitet, som vi kan være trygge ved,” siger han og fortsætter.

“Vi tænker f.eks., at når samler materialer, skal vi ikke lime eller fuge dem sammen, men samle dem med mekaniske forbindelser, så de kan skilles ad igen. Så vi må tænke processerne på en ny måde, men det er jo enormt interessant tilgang”. 

Samtidig mener han, at der er behov for en ny tankegang og en ny forståelse for byggeriet. Og i virkeligheden bør vi ikke bare tænke en byggeproces her og nu eller i anlægsøkonomien. Vi skal se, at bygninger har en livscyklus og designe ud fra det. Materialer også har en værdi, så de mursten og materialer en bygherrer investerer i, skal også gerne have en blivende værdi.

“Men sådan er det jo ikke i nyere byggeri. Når vi river bygninger ned, skal vi betale mange penge for at få et hus revet ned, og nedriveren bortskaffer materialer. Byggematerialer er blevet til affald uden værdi, og der skal vi have en game changer og finde ud af, hvordan vi tænker vores bygninger anderledes. Så de materialer har en blivende værdi fremadrettet,” siger Jørn Kiesslinger.

Den game changer kan ifølge Jørn Kieslinger komme flere steder fra. Et eksempel kunne være, at tage materialernes energiforbrug med, når man beregne bygningers energiforbrug i en livscyklusanalyse. For så vil man automatisk tænke energiforbrug som en helhed og tælle materialer med. Det kunne være en forholdsvis enkel måde at forankre det i bygningsreglementet. Han nævner også, at vi fremadrettet skal arbejde langt mere bevidst med differentierede livscyklusbetragtninger for forskellige bygningsdele. F.eks. indebærer bygningernes råhus en oplagt mulighed i forhold til længere levetider i forhold til andre bygningsdele med større tilpasningsbehov.

“Vores bygninger skal være så fleksible, at vi kan skifte facader ud, men beholde råkonstruktion. Som f.eks. ved Industriens Hus, hvor man har valgt at beholde råkonstruktion og så skifte alt andet ud. Det er sikkert ikke uden omkostninger, men jeg synes, det er meget værd at tænke i de baner,” siger han og fortsætter.

“Men det er svært, for vi designer ikke bygninger for at rive dem ned. Det er jo ikke øverst på dagsordenen. Men omvendt har bygherrer en interesse i, at der er nogle blivende værdier. At bygningen ikke bare er en værdi, når den står der, men at den er en ressource,” siger Jørn Kiesslinger.