Ferieloven bliver mere fleksibel

Fremover skal nyuddannede også have mulighed for at holde ferie med løn i det første år på arbejdsmarkedet. Sådan lyder et af forslagene til en fornyelse af ferieloven, som Ferielovsudvalget i dag har præsenteret. IDA bakker op om moderniseringen af reglerne. 

Det er en væsentlig mere moderne og fleksibel ferielovgivning, der lægges op til i de anbefalinger, Ferielovsudvalget har præsenteret i dag.

Som reglerne er i dag, må man holde ferie uden løn i ens første år på arbejdsmarkedet, og som debutant på arbejdsmarkedet får man i værste fald sine feriepenge op til 16 måneder efter, at man er blevet ansat og er begyndt at optjene ferieret og feriepenge. Årsagen er, at ferieåret løber fra 1. maj til 30. april i det efterfølgende år, mens optjeningen af feriepenge følger kalenderåret.

Det regelsæt er i strid med EU-lovgivningen på området, som dikterer, at man som lønmodtager har ret til fire ugers betalt ferie om året. De nye regler vil betyde – når de bliver vedtaget – at den danske lovgivning kommer til at flugte med EU’s regler på området.

Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, bakker op moderniseringen af ferieloven.

”Vi ser frem til, at ferieloven moderniseres, så man afvikler sin ferie sideløbende med, at den optjenes. Det er langt nemmere at forstå for menigmand. Ferie med løn fra starten af ansættelsen vil være en væsentlig forbedring af samtlige lønmodtageres vilkår. Det vil gælde for de nyuddannede og andre, der træder ind på arbejdsmarkedet for første gang, men også for eksempelvis de mange danskere, der vender hjem igen efter en tid i udlandet, eller dem som bliver lønmodtagere efter at have været selvstændige,” siger hun.

Den nye ferielov ventes at træde i kraft den 1. september 2020.

Ferielovsudvalgets forslag til ny ferielov