Flere penge til forskning, tak

Der er er mange gode elementer i Energikommissionens anbefalinger til en ny energipolitik, men på særligt ét områderne er anbefalingerne for uambitiøse.

Vækst, jobskabelse og et bæredygtigt klima er i fokus i Energikommissionens helstøbte anbefalinger, der netop er blevet offentliggjort, og det kan kun gå for langsomt med at sætte skub i en række konkrete tiltag.

”Energikommissionens anbefalinger er et paradigmeskifte for, hvordan vi tænker energipolitik, og vi kan se, at kommissionen har lyttet til vores anbefalinger på en lang række punkter. Vi mener – ligesom kommissionen – at vi skal sætte hurtigst muligt ind med elektrificeringer blandt andet ved fjernvarmen, der skal have varmepumper, så vi kan lave et system, der gør det økonomisk attraktivt at vælge det bedste energisystem og klimaløsning,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

”Derudover mener vi, at én mia. kroner til forskning er for uambitiøst. Vi så gerne, at man postede endnu flere midler i forskning på energiområdet, som er blevet udsultet og underprioriteret de seneste år. Ikke alene skaber det vækst og arbejdspladser, men det er også vejen frem, hvis vi skal nå vores ambitiøse og realistiske klimamål,” siger Thomas Damkjær Petersen.

”Vi kan ikke understrege nok, hvor væsentligt forskning på energiområdet er, hvis Danmark skal slå til og fortsætte med at være pionerland. Vi håber meget, at regeringen vil lytte til kommissionen og komme i arbejdstøjet, så vi kan nå målene om at blive 100 % fossilfrie i 2050.”