Kun hver anden har fået efteruddannelse de seneste 2 år

49 % af danskerne er ikke blevet efteruddannet de seneste 2 år. Manglende relevant udbud angives som den væsentligste barriere. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra IDA.

Mens der lægges arm om fremtidens voksen- og efteruddannelsessystem (VEU) ved trepartsforhandlingerne, viser en ny befolkningsundersøgelse fra IDA, at blot hver anden dansker på tværs af faggrupper har fået efteruddannelse de seneste 2 år. 

Blandt dem, som ikke har fået opdatereret deres kompetencer, svarer flere end hver fjerde – 26 % – at det især er et manglende relevant udbud af efteruddannelse, der er årsagen til, at de ikke har fået opdateret deres viden og kunnen. Alene blandt funktionærer uden ledelsesansvar svarer 31 %, at manglen på relevante kurser er den største forhindring. Samtidig peger næsten hver femte på, at de ikke har fået efteruddannelse, fordi deres arbejdsgiver ikke vil betale for det. 

Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, er desværre ikke overrasket over, at manglen på et relevant udbud og finansiering er de helt store barrierer for, at danskerne får efteruddannelse. Derfor opfordrer hun også parterne ved trepartsforhandlingerne til at give VEU-systemet et gennemgribende eftersyn, så det i højere grad tager udgangspunkt i de teknologier og kompetencer, som danske virksomheder har brug for – og ikke mindst åbner for, at VEU-midlerne kan komme alle på arbejdsmarkedet til gode og ikke øremærke midlerne til ufaglærte og faglærte som i dag. 

”Det er kun rimeligt, at de VEU-midler, som alle virksomheder bidrager til, også kommer alle faggrupper på arbejdsmarkedet til gode. Derudover ser vi gerne, at der afsættes en pulje på 100 mio. kr. fra de uforbrugte VEU-midler, som skal sikre udviklingen af et større, dybere og mere relevant udbud af teknisk og naturvidenskabelig efter- og videreuddannelse. Ser vi på vores egne medlemmer, så er manglen på et relevant udbud den helt store udfordring for at få efteruddannelse og kompetenceudvikling,” siger Juliane Marie Neiiendam.  

”Digitaliseringen af alle hjørner af vores arbejdsliv vil stille nye krav til alles kompetencer i et tempo, vi hidtil ikke har set. Så livslang læring er relevant for alle på arbejdsmarkedet. Hvis vi skal udnytte potentialerne i ny teknologi og imødegå et truende kompetencegab, er det nødvendigt, at efteruddannelse og kompetenceudvikling bliver et fokusområde på langt flere arbejdspladser. De arbejdsgivere, der ikke investerer i deres medarbejderes kompetencer, kommer næppe ud som de langsigtede vindere,” siger hun. 

Juliane Marie Neiiendam hæfter sig også ved, at 23 % svarer, at de ikke har behov for få opdateret deres kompetencer og viden. 

”Selvtillid er en god ting. Men vejen til at holde sin markedsværdi og forblive attraktiv på arbejdsmarkedet går altså gennem skærpelse af sine kompetencer og kunnen. Det er lidt nonchalant at mene, at man har den viden, man har behov for,” siger Juliane Marie Neiiendam. 
 

Har du fået efteruddannelse af din arbejdsgiver inden for de seneste to år? (Angiv gerne flere svar) 


Kilde: Userneeds for IDA 


Hvorfor har du ikke modtaget efteruddannelse? (Angiv gerne flere svar) 


Kilde: Userneeds for IDA