Milliardpotentiale i automatisering og øget produktivitet

Selv om danske produktionsvirksomheder er godt med, når det gælder automatisering, er der stadig et stort potentiale for at øge produktiviteten og skabe indtægter i milliardklassen

Det viser en ny analyse blandt over 800 medlemmer af IDAs industripanel, som alle er beskæftiget i danske produktionsvirksomheder.

Deltagene i undersøgelsen vurderer, at virksomhederne kan øge produktiviteten med mellem 18 og 24 %, hvis de gennemfører alle de automatiseringer af produktionen, der er økonomisk rentable med tilbagebetalingstider på henholdsvis 2 og 5 år.

Med en årlig bruttoværditilvækst i industrien på ca. 174 mia. kr. i 2012 svarer det til et automatiseringspotentiale på mellem 31 og 42 mia. kr.

Og det er gevinster, der er værd at gå efter, mener Ingeniørforeningens formand, Frida Frost.

”I mine øjne peger analysen klart på, at øget automatisering i virksomhederne er ét af de teknologiske svar på at understøtte produktionsvirksomhedernes globale konkurrenceevne og dermed styrke mulighederne for at fastholde og udvikle produktion og job i Danmark,” siger Frida Frost.

Mangel på tid og indsigt
Undersøgelsen peger imidlertid også på en række barrierer, som spærrer vejen for at indfri potentialerne. Udover kapital peger deltagerne i undersøgelsen på manglende tid og indsigt som nogle af de største stopbomme i virksomhederne.

”Det tolker jeg som udtryk for, at der er behov for at få mere viden i spil om automatisering og ny teknologi i det hele taget rundt om i virksomhederne”, siger Frida Frost

Som instrumenter til dén opgave peger hun bl.a. på behovet for et generelt løft af den tekniske forskning, men også på styrkelse af rådgivningsindsatsen over for især de små og mellemstore virksomheder.

Automatisering og beskæftigelse
I undersøgelsen er deltagerne også blevet spurgt om, hvad automatiseringen har betydet for antallet af ansatte i virksomheden. Her er det generelle billede, at automatiseringen har banet vej for flere højtuddannede, mens der omvendt er blevet færre ufaglærte. På størsteparten af virksomhederne i undersøgelsen er antallet af faglærte uændret.

”Jeg tror, vi skal se det på den måde, at hvis der ikke bliver investeret i automatisering og ny teknologi, så forringes virksomhedernes konkurrenceevne. Og så risikerer vi, at både ufaglærte, faglærte og højtuddannede job forsvinder ud af Danmark,” konkluderer Frida Frost.

”Det her er et wake-up call  -  både til virksomhederne om at udnytte potentialerne, men egentlig også til politikerne om at skabe de optimale rammer, så industrivirksomhederne fortsat kan bidrage til job og vækst i Danmark,” understreger Frida Frost.

Undersøgelsen "Automatisering i industrien" er gennemført blandt medlemmerne af IDAs industripanel, og er afsluttet i marts 2014. Der er kommet svar fra 821 respondenter, som alle er beskæftiget i produktionsvirksomheder.