Støt digitaliseringen af Ingeniørernes Kulturarv

Værs’ go’: 100.000 sider tidsskrifter er online – nu mangler vi kun 200.000

For nylig kunne Mediehuset Ingeniøren med økonomisk støtte fra Ingeniørforeningen gøre det muligt for hele Danmarks befolkning at søge i alle de 100.000 sider gamle ingeniørtidsskrifter, der udkom i årene 1892 til og med 1940. Dermed blev skabt et ganske gratis opslagsværk til alle med interesse for udviklingen af Danmarks infrastruktur, erhvervsliv og for teknologidebatten i perioden.

Du kan bladre og søge i det enestående historiske materiale.

Men det siger sig selv at Ingeniørernes Kulturarv ikke stopper i 1940. Det er kun en tredjedel af de i alt 300.000 gulnede tidsskriftsider, der nu er online. For at få de sidste 200.000 sider af Kulturarven på nettet har vi brug for jeres hjælp! Derfor starter Ingeniøren nu en crowdfunding i samarbejde med IDA Historisk Teknologi (HITEK).

Vi skal indsamle i alt godt 1 million kroner!

Ingeniørforeningen har allerede givet et stort bidrag.

”Det er et enestående historisk materiale, der allerede er blevet frit tilgængeligt på nettet. Når vi på denne måde åbner for adgang til ingeniørernes fælles hukommelse, styrker vi vores egen faglighed, forståelse og udvikling. Vi skal værne om den værdi, der ligger i at have en lang historie bag os. Der er så mange gode historier og så meget viden gemt i arkiverne, som nu med den digitale tidsalder bliver nemmere at gå til for alle. Jeg er overbevist om, at det vil vække nørderne i os og lysten til at vide mere”, siger Ingeniørforeningens formand, Frida Frost. 

Bag indsamlingen står IDA Historisk Teknologi (HITEK) i samarbejde med projektets ildsjæl, redaktør Erik Lyngsø-Petersen (Lynch) fra Ingeniøren.

Formanden for HITEK, Klaus Thiesen, håber at mange vil yde et stort eller lille bidrag til at digitalisere de mange gamle sider.

”Jeg håber, at rigtig mange IDA-medlemmer vil bidrage til at fuldføre dette enestående projekt, så vi hurtigt kan få finansieret digitaliseringen af de sidste 200.000 sider af de gulnende ingeniørskrifter. Det er vigtigt, at også de nyere artikler bliver gjort tilgængelige, så Ingeniørernes Kulturarv kan blive komplet. Derfor støt projektet. Alle beløb - store som små - er velkomne”, siger Klaus Thiesen. 
    
Projektet har fået en overvældende modtagelse i fagkredse. Således skrev Dansk Teknologihistorisk Selskab på teknologihistorie.dk: ”Digitalisering af ingeniørtidsskrifter er en kæmpestor bedrift - Den store fanfare må lyde! Over 100.000 tidsskriftssider med teknologihistorie fra 1892 til 1940 er blevet digitaliseret i en unik kvalitet, med en fremragende søgefunktion og mulighed for download.”

Desuden indgår projektet fra starten i det Det Kongelige Biblioteks samling af digitale kulturperler.