Udvikling og kompetencer
Onboarding i Danmark - hvorfor “sig til” ikke altid virker
Mange danske arbejdspladser beskriver sig selv som uformelle og åbne. Alligevel kan det komme som en overraskelse for internationale medarbejdere, at onboarding ofte består af: “Her er din computer – sig til, hvis du mangler noget.”
Hvis du er ny i Danmark, kan den tilgang føles forvirrende eller usikker. Hvorfor giver ingen dig en detaljeret plan? Hvorfor følger chefen ikke op hver dag? Og hvordan ved du, om du gør det godt nok?
Hvorfor onboarding i Danmark føles anderledes
I mange lande er onboarding en struktureret proces med faste møder, introduktioner og klare instruktioner. I Danmark forventes du derimod hurtigt at tage initiativ selv.
Det er ikke et udtryk for manglende interesse - men en del af den danske arbejdskultur, hvor “frihed under ansvar” er en central værdi. Her ses selvstændighed og evnen til at række hånden op som tegn på styrke.
Men hvis du kommer fra en kultur med mere hierarkisk eller omsorgsorienteret ledelse, kan det let føles som om, du er overladt til dig selv. Mange internationale fortæller, at det tager dem lang tid at finde sig til rette - og nogle når aldrig dertil.
Hvad du risikerer at miste
Hvis du som international medarbejder trækker dig tilbage, fordi onboarding føles ustruktureret, kan du gå glip af:
- Muligheden for at bidrage tidligt – danske virksomheder ansætter ofte internationale for at få nye perspektiver og kompetencer.
- Relationerne til kollegerne – i Danmark bygges meget tillid i uformelle sammenhænge. Hvis du ikke deltager, kan du ende udenfor fællesskabet.
- Engagementet i arbejdet – jo længere tid du føler dig på udebane, desto sværere er det at tage initiativ og vise dit fulde potentiale.
Sådan kan du selv gøre onboarding lettere
Selvom virksomheden har ansvaret, er der meget, du selv kan gøre for at få en bedre start i Danmark:
1. Bed om en plan
Hvis du ikke får en introduktion, så spørg efter en. Danske ledere forventer ofte, at du selv tager initiativ - og de bliver som regel glade for konkrete ønsker.
2. Find en buddy
Spørg om du kan få en fast kontaktperson - eller udpeg selv en kollega, du kan vende spørgsmål med. Mange internationale oplever, at en uformel sparringspartner gør hverdagen meget lettere.
3. Deltag i det sociale
Tag imod invitationer til frokost, fredagsbar eller uformelle pauser. Det er her, du lærer kulturen at kende - og hvor kollegerne lærer dig at kende.
Mere end velkomstkaffe
At falde godt til i Danmark handler ikke kun om at kende arbejdsopgaverne, men om at føle sig tryg, inkluderet og vigtig for fællesskabet.
Det kan tage tid at vænne sig til den danske model, men når du forstår logikken bag, bliver det lettere at navigere i. Og jo hurtigere du finder dig til rette, desto hurtigere får du mulighed for at bringe dine ideer, din energi og din erfaring i spil – til gavn for både dig selv og dit team.
Vil du lærer mere?
Ønsker du at blive endnu bedre til at forstå dansk arbejdskultur, kommunikere tydeligt og samarbejde effektivt på tværs af kulturer? I IDAs E-Learning "Cultural Intelligence" lærer du at navigere sikkert i kulturelle forskelle og styrk dit samarbejde i internationale og multikulturelle teams.
Du får konkrete værktøjer til bedre kommunikation, større kulturel forståelse og mere effektive samarbejdsrelationer på tværs af kulturer.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.