Trivselstjek: Er dit arbejdsliv bæredygtigt?

Hvis du mistrives på dit job, kan det gå ud over kvaliteten af dit arbejde, din sundhed og måske føre til stress. Med IDAs trivselstjek kan du se, om din work-life balance er ok.

Brug IDAs trivselstjek og se om din work-life balance er ok.

Trives du på dit arbejde?

Det er vigtigt, at du ikke mistrives på dit arbejde.

Trives du ikke på jobbet, går det nemlig ud over det, du kan og vil yde på jobbet - og det spilder over i dit privatliv, der også kan lide, fordi du mangler energi eller bliver decideret syg. Ignorerer du symptomerne, kan det ende i stress.

Der er mange symptomer på mistrivsel, og det varierer, hvor alvorlige og langvarige de er. Med IDAs trivselstjek kan du se, hvilke symptomer på mistrivsel du skal reagere på. 

Er du reelt i tvivl om, hvorvidt du har symptomer på mistrivsel, bør du altid tale med din læge og efterfølgende med IDA om det.

Trivselstjek: Er du i grøn zone?

Hvis du befinder dig i den grønne zone i IDAs trivselstjek, har du måske lidt travlt for tiden, men det vælter ikke hverken overblikket i dit arbejdsliv eller overskuddet i dit privatliv.

Selvom det fra tid til anden går stærkt:

  • Har du overskud til at lave noget, når du kommer hjem.
  • Har du overskud til at se din familie og dine venner.
  • Er du glad for dit arbejde og synes, det giver mening.
  • Sover du om natten.
  • Kan du overskue uforudsete bump i liv

Det skal du gøre, hvis du er i grøn zone:

Fortsæt som du gør, men:

  • Husk pauser på arbejdet.
  • Skriv evt. ned, hvor meget du arbejder – også hjemmefra.
  • Find noget motion, der passer dig.
  • Gå en tur i naturen mindst en gang om ugen.
  • Lav noget du har lyst til i din fritid – og gerne noget, der slet ikke ligner dit arbejde.

Trivselstjek: Er du i gul zone?

Er du i gul zone, føler du dig presset, og dine nærmeste er begyndt at spørge ind til, hvordan du har det. Er du i gul zone, kan du sige ja til disse udsagn:

  • Du er træt, når du kommer hjem fra arbejde.
  • Du har mistet glæden ved at gå på arbejde.
  • Du orker ikke rigtig at se venner og familie, når du har fri.
  • Du har måske konflikter på arbejdet, men har ikke overskud til at få gjort noget ved dem.
  • Du begynder at sove uroligt om natten, vågner måske af og til med tankemylder.

Det skal du gøre, hvis du er i gul zone:

Du bør stoppe op og se på dit liv som helhed. Er der ubalance og kan du selv gøre noget for at skabe balance igen?

  • Se kritisk på din kalender – også i privatlivet. Måske er kalenderen syg og overbelastet – ikke dig?
  • Tal med dine kolleger om, hvordan du har det.
  • Bed om en samtale med din leder, hvor I går dine opgaver igennem og luger ud i de opgaver, der ikke haster og ikke er vigtige.
  • Bed om feedback fra kolleger, leder og samarbejdspartnere. Det øger din arbejdsglæde og mindsker følelsen af ikke at slå til.
  • Tal med dine nærmeste om, hvad du har brug for lige nu og her.
  • Vær din egen bedste ven og tænk over, hvilke råd du ville give ham/hende, hvis de stod i din situation.

Trivselstjek: Er du i rød zone?

Er du i rød zone, er du på vej til at udvikle stress og kan nikke genkendende til disse symptomer

  • Du har let til tårer eller vrede.
  • Du har trykken for brystet.
  • Du er træt, men ikke kan sove.
  • Du snerrer af familie, venner og kolleger.
  • Du ser ikke dine bedste venner.
  • Du føler ofte, at du ikke gør det godt nok.
  • Du kan ikke tage beslutninger, huske eller koncentrere dig.
  • Du har tankemylder.
  • Du drikker for meget kaffe, alkohol eller ryger for meget.
  • Dine nærmeste udtrykker deres bekymring for dig og dit helbred.

Det skal du gøre, hvis du er i rød zone:

Har du haft flere af disse symptomer i længere tid, har du ikke bare for travlt. Du er på vej til at blive ramt af stress og har brug for professionel hjælp.

Er du stresset? Tag testen her

Psykisk arbejdsmiljø: Her er dine rettigheder

Bestil gratis guide: Et liv (næsten) uden stress