Tænk over, hvilken senkarriere du ønsker dig
Tæller du årene, til du skal pensioneres, kommer tiden til at gå meget langsomt. Tænk i stedet over, hvad der motiverer dig på jobbet – også når du er i din karrieres efterår.

af Anders Kjøller

Det er forskelligt, hvornår man begynder at tænke på arbejdslivets slutning.
For nogle dukker tankerne allerede op i starten af halvtredserne, selvom de har op til 20 år tilbage på arbejdsmarkedet. Andre arbejder uforstyrret videre i slut-tresserne uden at skænke pension en tanke.
55 år er godt udgangspunkt. Men i virkeligheden er alderen heller ikke det vigtigste. Uanset hvor du befinder dig i dit arbejdsliv, bør du reflektere over din situation og dine ønsker – og de spørgsmål bliver ikke mindre vigtige i senkarrieren. Det skyldes, at vores livssituation og arbejdsvilkår hele tiden ændrer sig, og at det påvirker vores præferencer, når det kommer til arbejdstimer, løn, udfordringer og ansvar.
Én gang imellem møder vi desværre medlemmer, der har slået autopiloten til i senkarrieren og tænker; jeg håber bare, at min stilling bliver ved med at eksistere de næste ti år, til jeg går på pension. Det kan ende med at blive nogle rigtig lange år, fordi de ikke aktivt tilvælger de elementer, der kan berige et arbejdsliv.
Maler man med den helt brede pensel, går vi på arbejde for at udvikle os fagligt, stige i graderne, få større frihed, tjene penge eller finde den rette balance mellem arbejde og fritid. Et godt udgangspunkt er at spørge dig selv, hvad der er vigtigst for, at du trives og er motiveret.
Det er helt legitimt, hvis svaret er tryghed eller muligheden for at arbejde færre timer. Men det er ærgerligt, hvis du kun skæver til fordelene i din arbejdsgivers seniorpolitik og helt undlader at spørge dig selv, om tre seniordage om året og flekstid er det vigtigste for dig, eller om du i virkeligheden hellere vil udvikle dig fagligt.
IDA arbejder på en bred front for at sikre at alle for mest ud af senkarrieren.
- Det enkelte medlem får redskaber og mulighed personlig rådgivning til både karrieren, og hvis du er blevet fyret.
- Forslag til senioraftaler.
- Virksomhederne får mest muligt glæde af deres erfarne medarbejdere.
- Hvis flere har lyst og mulighed til at blive længere på arbejdsmarkedet vil det være med til at et mindske manglen på STEM-arbejdskraft.
Er det risikabelt at skifte job i senkarrieren?
Hvis du er afklaret med dine ønsker for arbejdslivet, har du nemmere ved at besvare ét af de spørgsmål, som mange tumler med efter, at de er rundet 55 år: Tør jeg skifte job, eller skal jeg prioritere trygheden?
Der er ingen tvivl om, at du løber en risiko ved at skifte arbejde. Du ved ikke, om du kommer til at passe ind i den nye stilling, eller om du er nødt til at søge væk igen efter kort tid.
Det er også rigtigt, at det er lidt sværere at søge arbejde, hvis du har rundet 55 eller 60 år – det afhænger af branchen – men det gælder primært for dem, der er blevet fyret. Det tyder til gengæld ikke på, at det er sværere at blive ansat, hvis du har holdt din viden opdateret og selv søger videre. Derfor bør du heller ikke lade usikkerheden fylde alt for meget, hvis du har brug for at skifte job for at bevare arbejdsglæden.
Vil du have sparring til det svære jobskifte, er du altid velkommen til at kontakte IDAs karriererådgivning, hvor du kan få en personlig samtale om din situation.
Pas på med at afvikle dig selv
Mange vil gerne trappe ned i de sidste år af deres arbejdsliv, og det kan være en god ide i stedet for at knokle igennem og så stoppe brat op fra den ene dag til den anden.
Men det er vigtigt, at du tilrettelægger din udfasning fra arbejdsmarkedet, så det ikke bliver en afvikling af dig selv på jobbet.
Ofte sker der det, når en medarbejder nærmer sig pensionsalderen, at vedkommende bliver opfattet som en, der allerede har den ene fod ude af døren og derfor ikke skal tages med i udviklingsprojekter eller opgaver, der spænder over flere år.
Det er ikke et spørgsmål om ond vilje. Tværtimod er det ofte et udslag af misforstået betænksomhed, hvor en leder tænker; det kommer til at blive svært og tidskrævende, det vil Hansen nok helst være fri for de sidste år inden pensionen.
Hvis du vil undgå at sidde tilbage med alle driftsopgaverne, er det derfor en god ide at tage en snak med din chef og fortælle præcis, hvilke opgaver du vil beholde, og hvilke du vil give slip på.
Husk at kompetenceudvikle dig
Du kan også blive ved med at udvikle dig, selvom du kun har et par år tilbage på arbejdsmarkedet. Engang gik man på kursus for at forberede sig på de næste ti år af sin karriere. I dag er holdbarheden nede på to eller tre år, så du kan sagtens bede om efteruddannelse med god samvittighed. Det ved mange seniorer dog godt i dag, fordi de har vænnet sig til tanken om livslang læring.
Virksomhederne skal ikke være bange for at investere i kompetenceudvikling til seniormedarbejdere . Der er nemlig langt større chance for, at en 60-årig stadig er i virksomheden om et år, end at en 30-årig er det. Efter et år har 23 pct. af de 35 -årige har forladt deres job. Det gælder kun 13 pct af de 60-årige.
Muligheden for udvikling er måske også en af grundende til, at flere vælger at arbejde videre, selvom de egentlig kunne gå på pension. Og hvem ved; hvis du bliver ved med at udvikle dig og have et sjovt arbejdsliv, får du måske også lyst til at blive hængende lidt længere?
Planlægning af sin senkarriere er ikke lige til - derfor har vi samlet en række værktøjer til karriereplanlægning, kompetenceudvikling, jobsøgning, lønforhandling, stresshåndtering, som kan gøre dine overvejelser lettere. Du kan også tale med en erfaren rådgiver.
Få hjælp i til at komme i gang med en karriereplan
Karriere er ikke kun for ledertyper - det handler helt bredt om dit udviklingen i dit arbejdsliv, og hvordan du selv kan påvirke din situation, så du får det bedste arbejdsliv. Ens prioriteter ændrer sig afhængig af, hvor man er i livet. Måske er dit nuværende job skabt, da du var i 40'erne og havde teenagebørn.
Kompetencer skal også udvikles sidst i arbejdslivet
Du skal finde trygheden i dine kompetencer. Ikke i jobbet eller i den virksomhed, du er ansat i. Hvis du har lyst eller bliver nødt til at søge et andet job, så skal dine kompetencer være efterspurgte og fremtidssikrede. Så selv om du har stor erfaring, så er der ingen garanti for, at det du ved noget om, hvad der er interessant for en arbejdsgiver i morgen.
Jobsøgning er sværere som senior
Hvis dine karriereovervejelser viser, at det er på tide at søge nye græsgange - eller du er blevet fyret, så skal du i gang med at søge job. Det er måske længe siden, du har gjort det sidst. Når du har stor erfaring og skal søge et nyt job, skal du nøje overveje, hvilke af dine kompetencer, der er relevante for det nye job.
Løn - du skal som senior være ekstra skarp i forhandlingen
Allerede i slut-40'erne, når mange deres slut-niveau på lønnen. De automatiske ancinitetsstigninger stopper, og det er nu i højere grad op til ens forhandlingsevner, hvis der skal mere i lønningsposen. Alternativer til kroner kan være en god vej - fx efteruddannelse.
Juridisk rådgivning – fx til senioraftaler
IDAs medlemmer kan trække på erfarne jurister både , når man skal indgå en ny kontrakt, der opstår uenighed om ansættelsesforholdene - eller måske bliver man ligefrem fyret.
Stress - få hjælp til at håndtere det
Du kan sagtens blive ramt af stress, selv om du har masser af både livs- og arbejdserfaring. Det er en virkelig ubehagelig og ofte tabubelagt situation. IDA har derfor et stort beredskab af både værktøjer til forebyggelse og individuel hjælp, hvis stressen rammer. Men desværre er netop erfarne medarbejdere ikke så tilbøjelige til at række ud efter hjælp.
Tema
Løn, lønforhandling og lønværktøjer
Få hjælp til at få den rigtige løn - også sidst i dit arbejdsliv.
Læs mere