03.11.2021
3 min læsetid

Bruno symptombehandlede sin stress, indtil den overmandede ham

Det var en gigantisk lettelse for Bruno Harald Philipson, da hans chef fortalte om sit stressforløb. Selv havde han gået et helt arbejdsliv som civilingeniør og energikonsulent med hjertebanken og sygefravær, før han turde tale om det.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Når angsten griber fat i Bruno Harald Philipson, tænker han på sine succeshistorier og fortæller sig selv, at han skal afsted. Foto: Privat

Det tog Bruno Harald Philipson mange år at finde ud af, at han led af stress.

Det stod først lysende klart, da han en dag blev indlagt på et psykoterapeutisk center og endelig fik fat om roden til problemerne.

Det er ellers ikke til at se på Bruno, der er 1,87 meter høj hærdebred, at de psykiske problemer har fulgt ham overalt siden studietiden. Han har en flot karriere blandt andet som teamleder i Velux, men nu er det blevet tid til at tale åbent om problemerne, mener han.

”Man bliver mødt af meget af det modsatte i sin dagligdag. Når man kigger på LinkedIn eller læser Ingeniøren, så er det jo meget ’se mig og se hvor succesfuld, jeg er’. Så jeg synes, det er vigtigt, der også kommer fokus på bagsiden af medaljen og vise at helt almindelige mennesker også får stress og angst,” forklarer han.

Læs også: "Da min chef spurgte, hvordan jeg havde det, brød jeg sammen"

Tema: Lær at håndtere stress

Hvad er dine rettigheder, hvis du bliver ramt af stress?

Hvordan kommer du tilbage efter en stress-sygemelding?

Og kan du forebygge stress?

Vi har samlet alt det vigtigste til dig i vores tema om stress.

Se tema

Jeg symptombehandlede hele tiden uden at finde ind til årsagen, og så overmandede det mig bare til sidst

Bruno Harald Philipson,
Energikonsulent

Hjertebanken i forelæsningssalen

Der var ellers fart på for Bruno i de unge år. Han gik direkte fra gymnasiet til DTU og fik sit første job som 24-årig som færdiguddannet civilingeniør i energi.

Men allerede i studietiden husker han busturene ind til studiejobbet med galoperende puls og svedeture på bagerste række i forelæsningssalen.

”Jeg havde ingen ide, om hvad det var, eller hvorfor det kom, og da jeg søgte hjælp hos min læge, fik jeg at vide at jeg var sund og rask,” husker Bruno, der i dag er 47 år.

I dag er han overbevist om, at svedeturene skyldtes det pres, han lagde på sig selv om at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet, bidrage til samfundet og tjene sine egne penge.

”Jeg troede, der var en masse prestige i at have et succesfuldt job, en fin titel og mange penge. Alt det er jeg heldigvis blevet meget klogere på.”

Læs også: Lennart blev ramt af ledighedsstress, da han fik sit første job

Indlagt på Stolpegården

Bruno lander sit første job kort efter uddannelsen hos et lille rådgivende ingeniørfirma. I et par år holder han hovedet over vande, selvom symptomerne fortsætter, og han melder sig syg oftere og oftere.

Den udløsende årsag til sammenbruddet har han stadig svært ved at finde.

”Jeg arbejdede meget og med et højt stressniveau, så der var ikke tid til at mærke efter. Og så voksede de destruktive tanker og angstanfaldene sig bare større. Jeg symptombehandlede hele tiden uden at finde ind til årsagen, og så overmandede det mig bare til sidst. Det slog fødderne fuldstændig væk under mig, og jeg kunne nærmest ikke gå ud og handle ind,” fortæller han.

Bruno bliver langtidssygemeldt fra sit arbejde og indlagt på Psykoterapeutisk Center Stolpegården i Gentofte. Her bliver han fuldstændig afkoblet fra hverdagen med daglige gruppeterapisessioner, meditation og motion.

”Det er først her, jeg egentlig finder ud af, hvorfor jeg har det, som jeg har det og kan begynde at arbejde med mig selv,” siger han.

”Jeg får blandt andet snakket med mine nærmeste og finder ud af, at der ikke er de her krav fra omgivelserne. Tværtimod vil de bare gerne have, at jeg er glad. På Stolpegården fandt jeg også ud af at jeg ikke var den eneste, der gik med de her problemer. Der var mange andre, som havde det ligesom mig og ofte af de samme årsager.”

Læs også: Er du stressramt?

Karriereræs og forventninger

I årene efter kæmper Bruno for at komme tilbage på benene. Han accepterer, at angsten som en kronisk sygdom vil hænge ved resten af livet, men han har fået redskaber af sin psykolog til at håndtere den.

Jeg ved nu, hvor vigtigt det er, at man er et sted, hvor man hviler i sig selv og er ærlig, om hvordan man går og har det

Bruno Harald Philipson,
Energikonsulent

Han får et godt job hos Velux, først som R&D-ingeniør og siden som leder for deres CE-mærkningsteam. Men trods den professionelle succes har Bruno stadig svært ved at finde sig til rette.

”Velux er på mange måder en fantastisk arbejdsplads, men der er også meget karriereræs. Og det er noget af det, der trigger min angst. Det gør, at jeg får en masse høje forventninger til mig selv og aldrig kan være ærlig, om hvordan jeg egentlig har det. Jeg gik på arbejde hver dag med et enormt højt stressniveau, som jeg pålagde mig selv ved siden af det arbejdsmæssige pres” siger han.

Det, tilføjer Bruno, er på trods af, at Velux faktisk talte meget åbent om psykisk arbejdsmiljø. Han var bare ikke selv i stand til at række ud.

Enorm lettelse

Efter seks år i Velux trækker Bruno stikket. I forsøget på at få det bedre, vil han prøve at gå nye veje, og efter endnu et par turbulente år med skiftende arbejdsgivere og hjælp fra psykologer og coaches uddanner han sig som beskikket byggesagkyndig og energikonsulent.

Til sit held lander han i en større dansk virksomhed, hvor hans chef netop er vendt tilbage efter et stressforløb og taler åbent om det.
”Han kunne relatere til, hvordan jeg havde det. Det var ikke et tabu, og han lagde op til, at man talte om det. Det var jeg enormt lettet over. Altså virkelig, virkelig lettet. Jeg tænkte, ’hold da op, hvis min chef kan melde ud om sin stress, så kan jeg også’,” husker han.

Det får Bruno til at åbne mere op for sin egen historie. Han fortæller om sine problemer til sin chef og melder sig for første gang i mange år til en julefrokost på sit arbejde.

”Jeg landede på mine fødder og fandt mig enormt godt til rette med det, jeg lavede og kunne pludselig slappe af i jobbet,” siger han.

Jeg er ikke den eneste

Trods den positive udvikling taler Bruno med de færreste om sine problemer i dag. Det har han stadig svært ved. Og at stille sig op over for IDAs medlemmer og fortælle sin historie er en del af hans arbejde for at få det bedre.

”Det kan jo være, at der sidder nogen i mit netværk, der tænker, okay, det troede jeg ikke om ham, men hvis han kan, så kan jeg også. Eller at det er legitimt at have det sådan.”

Og Bruno har lært sig selv ét vigtigt kneb, når kroppen reagerer.

”Når jeg kommer ud blandt mennesker, så ved jeg, at jeg fungerer, og at de giver mig en masse positivt. Når angsten griber fat, så tænker jeg på mine succeshistorier og fortæller mig selv, at jeg skal afsted.”

”Jeg ved nu også hvor vigtigt det er, at man er et sted, hvor man hviler i sig selv og er ærlig, om hvordan man går og har det.”