14.10.2021
3 min læsetid

"Da min chef spurgte, hvordan jeg havde det, brød jeg sammen"

Pernille Vindeløv Larsen kollapsede med stress under sine ellers brede projektlederskuldre. Efter mange års hårdt arbejdspres kunne hun for første gang mærke, hvad hun havde lyst til, og så satte hun sig for at ændre virksomhedens forhold til stress.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Pernille Vindeløv Larsen trådte på et medarbejderseminar op på scenen og fortalte sine kollegaer om sin stressoplevelse. Det gør hun gerne igen.

”Hvordan har du det?”

Det var de fire overrumplende ord fra Pernille Vindeløv Larsens chef, der fik tårerne til at trille og kroppen til at reagere.

Det var tilbage i 2017 i en samtale, der skulle have handlet om noget helt andet. Månederne op til havde hun været under stigende pres som nyslået projektleder i konsulenthuset Valcon. Fra hendes kunder, fra tikkende faktureringer, men mest af alt fra hende selv. Og det pres kunne hendes brede, men nyslåede projektlederskuldre ikke klar mere.

”Der var mange alarmklokker, der ringede, men jeg kunne faktisk ikke se det dengang. Slet ikke. Og det overraskede mig også, at jeg reagerede sådan,” siger Pernille Vindeløv Larsen.

Lad os gå lidt længere tilbage. Pernille Vindeløv Larsen er uddannet bygningsingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus i 2010. Efter at have arbejdet nogle år som rådgivende ingeniør tog hun en kandidatuddannelse i ledelse på DTU.

Det førte hende i 2015 ind i konsulentbranchen som management konsulent hos danske Valcon, der arbejder med store internationale kunder. Her trådte hun også ind i en kultur med hurtige forfremmelser, overarbejde og mange udlandsrejser.

”Jeg kan godt lide, at det går stærkt, og at der sker noget hele tiden. Og jeg blev også hurtigt forfremmet og fik mere ansvar,” siger hun.

Tema: Lær at håndtere stress

Hvad er dine rettigheder, hvis du bliver ramt af stress?

Hvordan kommer du tilbage efter en stress-sygemelding?

Og kan du forebygge stress?

Vi har samlet alt det vigtigste til dig i vores tema om stress.

Se tema

Min evne til at prioritere forsvandt. Alt var pludselig lige vigtigt. Om det handlede om at hente morgenbrød til en workshop eller en vigtig deadline på en leverance.

Pernille Vindeløv Larsen,
Forandringsleder, Leo Pharma

Værdi for 1 million kroner om måneden?

I juni 2017 bankede Pernille Vindeløv Larsens chef på hendes dør. Han ville vide om hun var interesseret i at blive projektleder på et stort projekt med en månedlig omsætning på en million kroner, som hun i de sidste 9 måneder havde fået stadig mere ansvar for. Et kæmpe skulderklap tænkte hun. Men glæden var ikke udelt.

”Jeg havde på intet tidspunkt armene op over hovedet. Og set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg var meget i tvivl, om jeg kunne udfylde rollen. Jeg spurgte min kollegaer og chefer til råds. Men der var intet i mig, der satte spørgsmålstegn ved, om jeg skulle sige ja til jobbet. Det var jo en forfremmelse. Det handlede bare, om hvordan jeg kunne komme dertil, hvor jeg ville være i stand til at udfylde jobbet,” husker 35-årige Pernille Vindeløv Larsen.

Hun sagde ja. Selvfølgelig. Og den første tanke, der fulgte var: ”Hvordan skal jeg levere værdi for en million kroner om måneden?”

Læs også: Lennart blev ramt af ledighedsstress, da han fik sit første job

”Hvordan har du det?”

I sin nye rolle begyndte Pernille Vindeløv Larsen at arbejde hver aften. Weekenderne, som hun ellers havde holdt hellige, blev også inddraget. Hun havde en konstant følelse af at halte efter og begyndte at fokusere på ting, hun ikke plejede at gå op i som for eksempel løn og bonusser i forhold til det ansvar, hun havde fået. Det kunne to ugers ferie ikke ændre på.

”Allerede den dag, jeg kom tilbage på arbejdet igen, kunne jeg mærke, at jeg havde brug for ferie. Jeg var simpelthen så træt og udmattet. Men igen stoppede jeg ikke op og tænkte over det. Jeg var bare pludselig inde i hamsterhjulet igen og rullede videre,” husker Pernille Vindeløv Larsen fra en tid, hun ellers ikke husker meget fra.

”Det gik udover hukommelsen. Og min evne til at prioritere forsvandt. Alt var pludselig lige vigtigt. Om det handlede om at hente morgenbrød til en workshop eller en vigtig deadline på en leverance.”

Bare halvanden måned efter sin ferie, skulle Pernille Vindeløv Larsen til MUS hos sin chef. I dagene op til havde hun pisket en stemning op hos sig selv, om at hun fik for lidt i løn og for lidt i bonus. Frustrationer hun luftede åbent for sine kollegaer, helt ukarakterisk for hende.

Og så var det, at chefen i stedet startede samtalen med spørgsmålet, ”hvordan har du det?”

Sammenbruddet

Efter sammenbruddet på chefens kontor fulgte en forfærdelig weekend. Pernille Vindeløv Larsen talte flere gange med sin chef, om hvordan de kunne bløde op for hendes ansvar. Mandag mødte hun troligt op på arbejde igen, men hun kunne mærke med det samme, at det ikke var godt. Halsen snævrede til, hun fik trykken for brystet, og hen ad eftermiddagen ringede hun til en psykoterapeut, som var tilknyttet Valcon, og beskeden var klar: ”tag hjem”.

”Efterfølgende har jeg også kunne se at hele året op til har jeg haft rigtig travlt, rejst rigtig meget og faktisk ikke prioriteret mig selv særlig meget,” siger hun.

Først var hun sygemeldt i to uger, så blev det forlænget til seks uger, og da hun efterfølgende vendte tilbage til en halv arbejdsdag, forlængede hun sit sygefravær med yderligere seks uger.

”Det viser sig, at den der halve dag, det var bare alt for hurtigt. Det var jeg ikke klar til. Og det var hårdt. Fordi jeg var utålmodig og var sådan set også nødt til at indse, at jeg ikke havde det særlig godt. Det var helt klart det sværeste.”

Læs også: Er du ramt af stress?

Rent og klart indeni

De første par uger af sygemeldingen sov hun 12 timer i døgnet og så kun få mennesker. Og sådan fortsatte det i ugerne efter med mange timers søvn og meget lidt kontakt til omverdenen. Det mest faste holdepunkt var de ugentlige samtaler med en psykoterapeut.

”Jeg husker ikke meget fra den tid. Men jeg kan huske, at jeg mødtes med min chef på en cafe, hvilket var rart. Det var en stor ting at tage på arbejde og gå ind ad døren. Der var en dialog undervejs, men ikke noget med at ”nu ringes vi ved hver onsdag”. Det havde jeg også brug for, for alt føltes som et forventningspres, også det at gå ned at købe ind,” fortæller hun.

Det var første gang, der ligesom var så rent og klart inde i mig, at jeg kunne mærke, hvad jeg havde lyst til lige nu.

Pernille Vindeløv Larsen,
Forandringsleder, Leo Pharma

Heldigvis begynder Pernille Vindeløv Larsen lige så stille at vende skuden. Hun husker, at hun en dag vågner og mærker, at hun har lyst til at bage en kage. Og så gik hun ned og købte ind til den og bagte den.

”Det var første gang, der ligesom var så rent og klart inde i mig, at jeg kunne mærke, hvad jeg havde lyst til lige nu. Ellers havde alt stået i kalendere, mails og en uendelig strøm at mentale post-its – både arbejdsmæssige og private aftaler,” siger hun.

”Jeg får også meldt mig til et meditationskursus gennem Københavns Kommune. Og så får jeg aftalt en optrapningsplan, som det hedder på jobcentret, hvor jeg går op i tid stille og roligt. Der kom også nogle tilbageslag ind imellem, hvor jeg pludselig synes jeg har det dårligere end i sidste uge og jeg bliver udmattet eller det ræser rundt i kroppen.”

Læs også: Sådan kommer du tilbage på arbejdet efter stress

Direktøren på scenen

I dag er det lang tid siden, Pernille Vindeløv Larsen har mærket symptomerne fra sin stress. Den sammensnørede hals, trykken for brystet, og at hun lukker sig inde i sig selv.

Hun arbejder som forandringsleder i medicinalvirksomheden Leo Pharma. Men inden hun trådte ud ad døren hos Valcon, var hun med til at sætte stress på agendaen. Fordi hun følte, at der var brug for at bringe emnet frem i lyset, at skabe et fælles sprog omkring stress, og at kollegerne fik et klarere billede af, hvordan stress "ser ud" og opleves. Særligt efter at hendes direktør også havde været sygemeldt med stress.

Det førte til et heldagsseminar for alle virksomhedens knap 150 medarbejdere. De fik en psykiater ud for at fortælle om stress, medarbejderne blev inddelt i små diskussionsgrupper, og Pernille Vindeløv Larsen stillede sig op på scenen og fortalte sin historie. Og hun fik overtalt sin direktør til at gøre det samme.

“Det føltes enormt stærkt, at han stillede sig op og fortalte sin historie på et meget personligt plan. Han er jo rollemodel. Det er min fornemmelse, at der var mange, som satte pris på at høre vores personlige oplevelser. Det blev mere virkeligt og dermed måske også mere relaterbart."

Læs også: Sådan forebygger du stress

For vigtigt til ikke at tale om

Pernille Vindeløv Larsen vil gerne træde op på scenen igen, hvis nogen beder hende om at tale om stress. For hende er det vigtigt at tydeliggøre for alle, der måtte tænke det modsatte, at det ikke er svage mennesker, der bliver ramt af stress. Det er mennesker.

”Det her er for vigtigt til ikke at tale om. Vi skal bruge tid på det, have et sprog og nogle redskaber til at håndtere det. Og det betyder, at vi som virksomhed anerkender, at stress findes, og det ikke kommer til at gå væk af sig selv,” forklarer hun.

Derfor mener Pernille Vindeløv Larsen ikke, at man som chef skal være bange for at være nysgerrig på sine medarbejdere, hvis de pludselig ændrer adfærd.

”Jeg spørger også min chef, hvordan han har det. Jeg prøver – og det skal jeg øve mig på resten af livet – at være opmærksom på mine medmennesker.”