Opsigelse

Fyringens 3 faser: Sådan kommer du godt igennem dem

De fleste skal igennem de samme tre faser ved en fyring for at komme ovenpå igen. Her kan du blive klogere på, hvordan de tre faser kan udspille sig for dig.

De første skridt efter en opsigelse. Bliv klogere på de tre faser jer.
Billede: iStock

Uanset om du godt så opsigelsen komme, eller det ramte helt uventet, så er det for de fleste en voldsom oplevelse at blive fyret. Mange bliver forskrækkede over deres egen reaktion, fordi de reagerer anderledes her end på andre udfordringer. Det er dog helt normalt. For det er usædvanligt at blive fyret. Mange oplever det kun en enkelt gang, og du kan ikke forberede dig på det.

I IDA beskriver karriererådgiverne tiden efter en fyring som tre faser: Vent - Tænk - Kør. Det er meget individuelt, hvor længe du befinder dig i de forskellige faser, ligesom faserne også kan overlappe hinanden. Det er vigtigt, at du både venter, tænker og kører i dit eget tempo. 

Læs med for at blive klogere på, hvordan de tre faser kan udspille sig for dig. 

VENT: Chokfasen og rutchebanen

Mange oplever et chok, når de bliver fyret, og stiller spørgsmål som: Hvordan skal vi betale vores regninger? Hvad vil min kone sige? Hvorfor blev det lige netop mig? Er jeg for gammel til at finde noget andet? Kunne jeg have forhindret det?

Næste dag siger du måske: Pyyh det var en lettelse – det er er en god mulighed for at prøve noget andet. Dagen efter igen: Gisp hvad nu? 

Det er vigtigt, at du som fyret giver dig selv lov til en tur i rutschebanen, og derfor er de første dage efter en fyring ikke så velegnede til at træffe gode beslutninger. Derfor bør du vente med at gøre noget, selvom det er en naturlig reaktion at tro, at du kan komme væk fra den ubehagelige oplevelse ved hurtigst muligt at komme videre til noget nyt. 

Ud over at vente, har du også brug for at ventilere dine tanker og følelser med en fortrolig derhjemme eller blandt dine venner. Der kan være mange forskellige reaktioner på en opsigelse; du kan føle vrede, lettelse, sorg eller noget helt tredje. I alle tilfældene gælder det, at det er vigtigt, at du giver dine følelser luft, ikke går alene med dem og giver dem tid til at falde på plads, før du giver dig i kast med noget nyt. 

For nogen kan dette tage et døgns tid, for andre tager det meget længere, og det er helt normalt. Det er heller ikke usædvanligt, at du kan svinge fra den ene følelse til den anden.

TÆNK: Refleksionsfasen og ræk ud efter hjælp

I den næste fase har du typisk sundet dig og bearbejdet det første chok efter fyringen. Mange oplever nu en form for tomhed, som kan være skræmmende. Her handler det om at få styr på tankerne.

Du skal nu i gang med at overveje, hvad dit næste karriereskridt skal være. Men du skal tage det i små skridt, og her kan det være nødvendigt, at du væbner dig med lidt tålmodighed. Du skal i gang med overvejelser og afklaring og ikke konkret og aktiv jobsøgning, for det er ikke sikkert, at du er helt i balance, og så risikerer du, at sige ja til noget, som du senere fortryder.

I en travl hverdag har de fleste ikke overskud til at reflektere over deres arbejdsliv, men det har du mulighed for nu:

  • Hvad er du god til?
  • Hvilke styrker, evner og talenter har du?
  • Hvad ønsker du dig af din fremtidige arbejdsplads?

I tænkefasen ligger verden åben. Måske ved du præcis, hvad du kunne tænke dig at arbejde med. Men det er også her, du kan overveje, om du får brugt de kompetencer, du helst vil arbejde med - eller om der er andre job eller brancher, du drømmer om at afprøve.

Alt dette kan du få hjælp til ved at sparre med venner og kolleger, eller ved at benytte en af IDAs mange hjælpeværktøjer:

Du kan også booke en karriererådgivning, så hjælper vi dig med dine tvivlsspørgsmål.

Mange ingeniører og scient.er får tilbudt et outplacement-forløb af virksomheden, som de fyres fra. Det er en god idé at tage imod hjælpen herfra – eller få hjælp af IDA eller andre professionelle. For mange kan det opleves som stigmatiserende at blive fyret, og derfor kan du have gavn af professionel hjælp til at håndtere situationen.

KØR: Handlingsfasen og den nye hverdag

Når du har klarlagt, hvad du søger fremadrettet for at være fagligt udfordret og have et godt arbejdsliv, kan du i handlingsfasen gå i gang med at handle på dine refleksioner og den hjælp, du har fået. 

IDA har lavet en guide til hele jobsøgningsprocessen – lige fra jobsøgningsstrategi til hvordan, du håndterer jobsamtaler, test og jobsøgning på LinkedIn: Gå til jobsøgningsguiden. Du er også velkommen til at kontakte os i IDA, hvis du har brug for feedback på CV og ansøgning.

I denne fase får du også brug for at få struktur på din tid, så du får en form for hverdag igen. Det kræver selvdisciplin og selvledelse, både at finde fokuseret tid til jobsøgningen, men i lige så høj grad også til at holde fri fra jobsøgningen, så den ikke fylder al din tid. Det er nemlig mentalt krævende arbejde at søge job. 

Derfor skal du både lægge en plan for, hvornår du fokuseret søger job, fx kl. 13 – 16 om eftermiddagen, mens du holder fri fra jobsøgningen fra kl. 16 til næste formiddag, hvor du måske har aftalt et kaffemøde. 

Læg en plan for de 3 vigtigste ting, du vil gøre eller undersøge i dag eller i denne uge og sæt tidspunkter på, hvornår, du vil gøre det.

Læg også gerne aktiviteter i kalenderen, som du ved gør dig godt og optager dig på en sund måde. Det kan fx være havearbejde, spille tennis eller tage på byvandring. Din jobsøgning bliver bedre og mere målrettet, hvis du husker at holde fri fra den.  

Eksperten bag indholdet:

Morten Esmann

Arbejdslivskonsulent

Læs mere:

Her er dine rettigheder, hvis du bliver fyret

Hvornår kan din arbejdsgiver fyre dig? Hvor langt er dit opsigelsesvarsel? Og har du ret til at blive fritstillet? Få styr på dine rettigheder her.

Tema

Opsigelse

Få styr på dine rettigheder og alt det praktiske, du skal huske, hvis du bliver ledig eller skifter job. Læs mere her.

Kontakt

Få rådgivning om dine rettigheder

Som medlem af IDA kan du få hjælp, hvis du er blevet fyret eller opsagt.