Fyring

Hvad gør du, hvis din chef prøver at presse dig ud?

Du føler dig forbigået på jobbet, din chef lytter ikke til dine bekymringer, og du mister gradvist lysten til at gå på arbejde. Fænomenet bliver kaldt quiet firing og kan ødelægge din trivsel, fortæller karriererådgiver.

Sådan siger du nej til din chef og kollega på en respektfuld måde.
Billede: iStock

Henrik har længe haft en snigende fornemmelse af, at hans arbejdsgiver forsøger at presse ham ud. 

Nogle gange er fornemmelsen svær at sætte en finger på og får ham til at tvivle på, om han ser spøgelser.

”Jeg har denne her følelse af, at jeg ikke gør det godt nok, selvom det ikke er noget, der bliver sagt til mig.

Men jeg kan fornemme, at jeg bliver holdt væk fra arbejdsopgaver og at mine forslag bliver ignoreret”, forklarer han. Henrik er ikke hans rigtige navn, da han ikke ønsker at stå frem med det.

Andre gange er han mere sikker på, at det er meningen, han skal føle sig uønsket. 

”Jeg er blevet flyttet væk fra det fælleskontor, hvor alle mine medarbejdere sidder, og ind på et lille kontor, selvom jeg ikke ønskede det. Jeg har også fået fjernet medarbejdere, der refererede til mig, selvom jeg sagde, at jeg havde brug for dem, fortæller Henrik, der er afdelingsleder i en mellemstor virksomhed. 

Han beskriver selv sin situation som quiet firing – et udtryk, der er blevet udbredt i seneste år.

“Det er flere ting, der peger i den retning. At hvis livet bliver gjort surt nok for mig, stopper jeg nok selv”, fortæller han.

Der er ingen klar grænse ved quiet firing 

Begrebet quiet firing stammer fra den amerikanske forfatter og professor emeritus Bryan Robinson og beskriver en adfærd, hvor lederen overser og forbigår medarbejderen, undlader at give feedback eller fratager vigtige ansvarsområder og opgaver. 

Ifølge Jakob Gradel, der er karriererådgiver i IDA, er det dog svært at trække en grænse og sige, hvornår det er udtryk for overlagt adfærd, samarbejdsvanskeligheder eller bare dårlig ledelse.

Han og hans kolleger i karriererådgivningen taler hver måned med medlemmer, der har oplevelser som i varierende grader ligner Henriks.

”De føler sig ikke set eller anerkendt, og når de prøver at tale med deres chef om det, sker der ingenting”.  

Ofte vil medlemmerne gerne vide mere om deres rettigheder, men deres handlemuligheder er begrænsede, fordi ledere i Danmark har vide beføjelser til at tilrettelægge arbejdet, som de vil.

Hvornår kan du sige nej til arbejdsopgaver?

”Hvis du fx kun får den samme type opgaver, som du synes er kedelige, er det ikke nødvendigvis, fordi din leder har et horn i siden på dig. Det kan også skyldes, at det er virkelig vigtigt, at de bliver løst, og at du er den dygtigste til det”, forklarer Jakob Gradel. 

Han bruger ikke selv begrebet quiet firing i sine samtaler, men han mener alligevel, at der er en positiv effekt i, at det i stigende grad bliver brugt i medierne.

”Det kan være enormt ensomt at føle sig overset på sit arbejde, og derfor tror jeg, at det kan være sundt, at der kommer noget opmærksomhed omkring det her. For du er måske slet ikke skyld i situationen selv, og du er i hvert fald ikke den eneste, der er udsat for dårlig ledelse, quiet firing, eller hvad vi ellers skal kalde det”.

Manglende søvn og dårligt humør

Henrik kan godt mærke, at usikkerheden går ham på, selvom han er glad for sit arbejde og sine kolleger, og nogle gange tænker han, at det ville være nemmere at blive fyret, så han kunne få afklaret sin situation.

”I perioder fylder det rigtig meget, og så sover jeg dårligt og er enten ked af det eller sur og tænker, at de kan rende mig et vist sted. Jeg kan også mærke, at det går udover mit overskud til familien”, fortæller han.

Derfor har Henrik også forberedt en plan B for, hvad han skal gøre, hvis han mister sit arbejde, men selvom det måske burde give ham ro, irriterer det ham først og fremmest, at det er nødvendigt.

”Det handler måske om, at jeg bliver trodsig, fordi det er uberettiget. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri, men jeg ved, at jeg er god til mit arbejde, og jeg ved også, at jeg er vellidt blandt mine kolleger”, fortæller han og understreger, at det heller ikke er nemt at sige farvel til et velbetalt job, når man ikke ved, hvad der venter på den anden side. 

Uanset om ens chef bevidst eller ubevidst prøver at presse en ud, er det en uholdbar situation, som man skal handle på, lyder opfordringen fra Jakob Gradel. 

Når han taler med medlemmer, fortæller han dem altid, at de har tre muligheder: At acceptere og leve med situationen, ændre den eller finde et andet job. 

Lev med det: En risikabel strategi

Der kan være tungtvejende grunde til at blive i dit job, selvom forholdet til chefen er dårligt. 

Det kan fx være, at du har gode kolleger eller fleksible forhold, der er nødvendige for, at dit familieliv kan hænge sammen. I sådan en situation kan du måske også håbe på, at du får en ny leder inden for den nærmeste fremtid, eller at du kan komme på andre projekter, hvis du arbejder i en større organisation.  

Men det er en risikabel strategi, understreger karriererådgiver Jakob Gradel. For det slider på dit mentale helbred, hvis du føler dig uønsket på jobbet. 

”Vi har alle sammen brug for at have mening i vores arbejde og for at føle os anerkendte. Hvis de elementer forsvinder, følger din motivation og faglige selvtillid hurtigt med, og så risikerer du at brænde ud. Mange tror, at stress kommer af at have for travlt, men det kan i lige så høj grad skyldes kedsomhed og mangel på mening”, forklarer Jakob Gradel.

Han mener derfor kun, at man bør afvente situationen, hvis man føler, at de positive aspekter opvejer for de negativer, og at man har mulighed for at passe på sig selv.  

Derfor kan du blive stresset, hvis dit arbejde føles meningsløst

Giv dig selv en deadline til at forbedre din situation

Hvis du grundlæggende er glad for dit arbejde, kan du forsøge at ændre situationen ved at tage en samtale med din chef og finde en løsning. Her er det vigtigt, at du holder dig på din egen banehalvdel og forklarer, hvordan du oplever din situation, og hvad du gerne vil ændre. 

Problemet for mange der oplever quiet firing er bare, at de har talt med deres leder, men ikke oplever, at der sker noget. 

Her er Jakob Gradels bedste råd at kontakte IDAs karriererådgivning og få hjælp til at lægge en plan for, hvad der skal ændres og en deadline for, hvornår det skal ske. 

Book en samtale hos IDAs karriererådgivning

”Det er svært at sige om den deadline kun skal være et par uger eller et halvt år. Det afhænger af graden af mistrivsel, men det vigtige er, at du ikke bliver ved med at udskyde beslutningen i takt med, at du får det værre og værre”, forklarer Jakob Gradel. 

Hvis ikke der er sket noget inden din deadline, kan du så overveje, om ikke det er tid til at finde et andet job. 

Søg videre, hvis det er nødvendigt

I sidste ende kan den rigtige løsning være at finde et andet job, selvom det er en svær beslutning. 

”For det første er der det økonomisk aspekt og usikkerheden over, om der overhovedet er et bedre job på den anden side. Men derudover føler mange medlemmer sig ramt på deres retfærdighedsfølelse over at blive forsøgt presset ud, og så nægter de at sige op i trods”, forklarer Jakob Gradel. 

Han mener dog, at det i sidste ende kan være den rigtige løsning, hvis der ikke er udsigter til forbedring, og hvis du mistrives, hvor du er.

”Ellers risikerer du at blive syg af at gå på arbejde”.

 

Læs mere:

Lær at lede opad

Sådan leder du din chef

Ryster du nogle gange på hovedet over din chefs beslutninger? Så kan det være, at du skal blive bedre til at lede opad.

Sådan kan du få juridisk rådgivning fra IDA

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til dine løn- og ansættelsesvilkår med mere.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om karriereudvikling