Før, under og efter barsel: Det skal du huske
FØR BARSEL
Fortæl din arbejdsgiver, at du er gravid, i god tid
Som kvinde er du først forpligtet til at fortælle din arbejdsgiver om din kommende barselsorlov 3 måneder før fødslen. Men så snart du har fortalt din arbejdsgiver, at du venter barn og derfor skal på orlov, beskytter ligebehandlingsloven dig mod at blive fyret.
Mange fortæller først om det kommende barn, når de er ovre nakkefoldsscanningen og de første 12 uger. Men overvej at fortælle din arbejdsgiver, at du er gravid og venter barn, så snart du er klar til at sige det, så du er bedst muligt beskyttet.
Find ud af, hvornår du kan gå på barsel
Som gravid har du ret til at gå på barsel 4 uger før fødslen, men er du ansat på IDAs overenskomster i det offentlige, kan du gå på barsel 6 eller 8 uger før, afhængig af om du er ansat i staten eller i kommune / region.
Som far eller medmor kan du gå på orlov, når barnet er født.
Læs om orlov ved fødsel efter 2. august 2022
Læs om orlov ved fødsel før 2. august 2022
Lav en plan for fordeling af barsel mellem mor og far
I har mange muligheder for at afholde fleksibel orlov og fordele orloven mellem mor og far alt efter jeres ansættelsesforhold, arbejdssituation og økonomi.
Reglerne er komplekse, så sæt jer ind i mulighederne i god tid. Husk også at varsle arbejdsgiver efter reglerne.
Få styr på løn og dagpenge under barsel
Hvad koster det, når mor eller far har orlov i forbindelse med graviditet og fødsel? Skal I gå ned i indtægt - og hvor meget? Det kan være en stor bekymring op til ankomsten af den lille ny.
Der er stor forskel på, hvor meget I får udbetalt under barsel, alt efter om I får fuld løn eller barselsdagpenge under orloven.
Få styr på reglerne om løn under barsel
Få styr på fri telefoni, firmabil og andre personalegoder under barsel
Har du fri telefon, betalt internet i hjemmet, firmabetalt mobiltelefon og firmabil? Så tjek med din arbejdsgiver, om du kan beholde personalegoderne under orloven.
Læs om barsel og personalegoder
Tænk på lønforhandling under barsel, før du går på barsel
Selvom du er på barsel, har du stadig ret til lønforhandling under din orlov.
Find ud af, hvordan du er stillet mht. lønforhandling, allerede før du går på orlov. Måske er du nødt til selv at bede om en lønforhandling, når det er tid til de årlige lønforhandlinger - måske rækker chefen selv ud, når tidspunktet nærmer sig.
Du kan se, hvornår der er lønforhandling i din kontrakt, din overenskomst eller virksomhedens personalehåndbog.
Forbered lønforhandlingen, inden du går på barsel, så du har et overblik over dine opnåede resultater, mens de stadig er i frisk erindring.
Få flere råd til lønforhandling
Afklar, om du skal se eller høre fra din arbejdsplads under barsel
Du har ikke pligt til at have kontakt med din arbejdsplads under barslen, men det kan være en god ide at have lidt føling med, hvad der sker, mens du er væk.
Afklar med din chef, om du skal have kontakt med din arbejdsplads under din barsel.
Tænk også over, hvordan du vil informeres, hvis der kommer større organisationsændringer eller andre vigtige forandringer under din barsel. Vil du gerne høre det fra din chef – og skal vedkommende så skrive på din private mail, så du ikke er nødt til at tjekke arbejdsmail?
Husk ferien før barslen
Barselsorlov betegnes som en feriehindring. Det betyder, at du ikke som udgangspunkt må holde ferie under orlov.
Kan du aftale med din arbejdsgiver, at du afbryder din orlov for at holde ferien og derefter genoptage din orlov, er der ikke noget til hinder for, at du holder ferie undervejs i din orlov.
Læs mere om regler for ferie og barsel
Kan jeg gøre noget for at sikre, at jeg vender tilbage til det samme job efter barslen?
Når du går på barsel, har du ifølge Ligebehandlingsloven ret til at vende tilbage til et tilsvarende job, som du forlod før barslen. Dine ansættelsesvilkår må ikke blive forringet i en eventuel ny stilling.
Det sagt kan din arbejdsgiver godt foretage ændringer og omstruktureringer, mens du er væk - så længe du ender i et tilsvarende job.
For at have en vis føling med, hvad der sker på arbejdspladsen under dit fravær, kan du have en løbende dialog med din arbejdsgiver, mens du er væk.
Læs mere om barsel og ligebehandling
Huskeliste - før barsel
Senest 3 måneder før fødsel: Som mor er det sidste frist for at fortælle din arbejdsgiver, at du er gravid, og at du vil holde orlov efter fødslen.
Senest 4 uger før fødsel:
- Som mor orientere din arbejdsgiver, hvis du vil overdrage op til 8 af de uger, der ligger i de første 10 uger efter fødslen, og om du forsætter direkte på orlov.
- Som far, medmor eller social forælder til et barn orientere din arbejdsgiver, hvis du vil holde orlov de første 10 uger efter barnets fødsel, og i givet fald hvornår og hvor længe.
Aftal med din chef:
- Hvad er forløbet vedr. lønforhandlinger under barsel?
- Hvad sker der med dine personalegoder som fri telefon, gratis internet, firmabil etc under barsel?
- Må din chef kontakte dig under barsel – og i så fald hvordan?
4-8 uger før fødsel: Graviditetsorlov for mor starter.
UNDER BARSEL
Meld orlov til din arbejdsgiver
Efter barnets fødsel skal du fortælle din arbejdsgiver, hvordan du vil holde orlov.
Tænk allerede nu på, hvordan du gerne vil vende tilbage på job efter barsel. Hvis du vil have en blød start på job, har du mulighed for at bruge orlovens fleksible muligheder. Du kan fx gemme orlov og bruge det til at starte op med en delvis genoptagelse af arbejdet, så du enten har en ugentlig fridag eller muligheden for at gå tidligt i en periode.
Der er forskellige tidsfrister for at melde orlov til din arbejdsgiver, alt efter om dit barn er født før eller efter 2. august 2022.
Se reglerne for orlov, hvis barnet er født efter 2. august 2022
Se reglerne for orlov, hvis barnet er født før 2. august 2022
Søg om barselsdagpenge, hvis du ikke får løn under barsel
Hvis du ikke får løn under hele eller dele af din barsel, skal din arbejdsgiver indberette din orlov til Udbetaling Danmark. Du får et underretningsbrev fra Udbetaling Danmark, som du skal udfylde og sende tilbage inden ansøgningsfristen udløber.
Ansøgningsfristen er:
- 8 uger efter fødslen, hvis du ikke får løn under orlov
- 8 uger efter sidste lønudbetaling fra din arbejdsgiver
- 8 uger efter første fraværsdag, hvis du afholder orlov på et senere tidspunkt, fx ved afholdelse af fædreorlov uden løn.
Hvis du er ledig, skal du fortælle din a-kasse om din barsel senest 8 uger efter fødslen.
Læs mere om barselsdagpenge under barsel
Husk at få nedsat dit kontingent til IDA, når du er på barselsdagpenge
Som medlem af IDA, kan du få nedsat dit kontingent, når du er på barsel i den periode, hvor du får barselsdagpenge.
Du får nedsat kontingentet ved at opdatere din profil på Mit IDA – brug boksen ”Min situation har ændret sig”.
Kontingentændringer er gældende fra det kommende kvartal efter, du har opdateret din profil.
Skal jeg holde kontakt til mit arbejde under barslen?
Du har ikke pligt til at holde kontakt med dit arbejde eller læse arbejdsmail, mens du er på barsel.
Du kan vælge at holde en vis kontakt med din arbejdsplads for at have føling med, hvad der sker, mens du er væk. Du kan fx kigge forbi og vise baby frem et par gange eller deltage i sommerfest, julefrokost eller andre sociale arrangementer, hvis det er muligt, og du har overskud til det.
Du kan også aftale med din chef, at han eller hun gerne må kontakte dig fx på din private mail eller via telefon, hvis der sker større organisationsændringer eller andet vigtigt, mens du er væk.
Husk lønforhandlingen under barslen
Husk din årlige lønforhandling, selvom du er på barsel.
Hvis du aftalte med din arbejdsgiver, hvordan lønforhandlingen skal foregå under barsel, før du gik på barsel, så husk at række ud på rette tidspunkt eller hold øje med, at chefen kontakter dig. Ellers må du selv kontakte din arbejdsgiver, når det er tid til de årlige lønforhandlinger.
Når du forhandler om løn, kan du udover sidste års præstationer have fokus på, hvad virksomheden har manglet i dit fravær og hvilke kompetencer du kommer tilbage med.
Kan du ikke få mere i lønningsposen, så husk at du kan forhandle om andre ting som fx mere ferie eller mulighed for at arbejde hjemme, der gør livet som småbørnsforældre lettere, når du vender tilbage på jobbet.
Får du bonus? Så husk, at du også er berettiget til optjening af halv bonus i perioden, hvor du som mor har ret til halv løn 4 uger før og 14 uger efter fødsel i henhold til funktionærloven.
Er du berettiget til fuld løn, modtager du også fuld bonus, medmindre det fremgår af din personalehåndbog, overenskomst eller lignende, at bonus ikke er en del af lønnen under barsel. I så fald kan du kontakte IDA for nærmere rådgivning.
Få flere råd til lønforhandlingen
Slå en streg i sandet og gør status over dit arbejdsliv
Tiden væk fra arbejdspladsen giver en unik mulighed for at reflektere over dit arbejdsliv. Spørg dig selv, hvad der er godt ved dit arbejdsliv? Hvad er dårligt? Er det måske tid til at se dig om efter et nyt arbejde?
Du kan booke en samtale med IDAs karriererådgivere eller prøve IDAs Situationsanalyse for at pejle dig ind på dine ønsker og fremtidige mål.
Tal med din chef om din tilbagevenden til jobbet efter barsel
Meget kan ændre sig under din barsel – virksomheden kan have udviklet sig eller være blevet omstruktureret, mens du var væk eller du kan have fået nye kolleger og chefer osv.
Du har ikke krav på at vende tilbage til den samme stilling du forlod før barsel, men du har krav på at få en tilsvarende stilling efter din orlov.
Tal derfor med din chef om dine fremtidige arbejdsopgaver, før du vender tilbage på dit job. Du kan invitere dig selv til en samtale med din chef et par måneder før, du skal tilbage på jobbet, hvor I lægger en fælles plan for din opstart.
Huskeliste – under barsel
Senest 6 uger efter fødslen: Hvis du er lønmodtager, skal du som mor, far, medmor, social forælder eller nærtstående familiemedlem, der skal have overdraget barsel fra en soloforælder, nu fortælle din arbejdsgiver, hvornår din orlov starter og slutter, hvis du holder orlov efter de første 10 uger efter fødslen. Hvis du som lønmodtager vil udskyde orlov, skal du også give besked nu.
Senest 8 uger efter fødsel / løn under barsel er ophørt: Husk at søge om barselsdagpenge. Husk også at søge om nedsat kontingent til IDA, mens du får barselsdagpenge.
Husk lønforhandlingerne - hvis du selv skal tage kontakt med jobbet
Overvej: Skal du til samtale om tilbagevenden før jobstart?
NÅR DU KOMMER TILBAGE PÅ JOB EFTER BARSEL
Lav gode rammer for din nye hverdag som forælder
For mange er det en stor omvæltning at være forælder og medarbejder samtidig. For eksempel kan det være slut med at blive hængende lidt længere på jobbet for at gøre en opgave færdig, fordi du skal skynde dig hjem og hente barn.
Du får en bedre start arbejde, hvis der er ro på hjemmefronten.
Tænk over og tal med en eventuel partner om jeres prioriteter og hvordan I skal få hverdagen til at hænge sammen med et lille barn. I er måske nødt til at skrue på nogle ting i jeres liv eller jeres arbejde for at få enderne til at hænge sammen.
Hvordan fordeler I pligterne mellem jer på en hensigtsmæssig måde? Har I brug for ekstra fleksibilitet fra jeres arbejdsgiver fx i form af hjemmearbejde eller nedsat tid? Eller har I brug for hjælp fra familiemedlemmer eller andre for at få hverdagen til at hænge sammen?
Få en god indkøring på jobbet efter barslen
Selvom du har haft dit job i lang tid, kan det være overvældende at skulle tilbage efter barsel. Måske har du fået nye opgaver, nye kolleger eller nye chefer under din barsel - måske er der kommet nye arbejdsgange eller strukturer, mens du var væk? Og måske har du bare glemt dine adgangskoder og rutiner, mens du ikke var på job.
Sørg for at få en god indkøring, hvor både du, din chef og dine kolleger tager højde for, at du har været væk fra arbejdspladsen i lang tid. Bliv introduceret til nye kolleger og arbejdsgange, og aftal et par møder med din chef i løbet af de første måneder, hvor du er tilbage fra barsel. Her kan I tale om, hvordan du er faldet til på arbejdet igen: Er det relevante opgaver, du bliver stillet? Bliver du udfordret nok? For meget? Og kan du få dit arbejdsliv til at hænge sammen med dit privatliv som forælder?
Jo mere åbent I kan tale om dette, des mere sandsynligt er det også, at I sammen kan finde løsninger på eventuelle udfordringer og få foretaget de rette justeringer.
Dyrk og styrk dine relationer på jobbet
Det er ikke nok at præstere godt, når du kommer tilbage på jobbet. Det er også vigtigt, at du får plejet dine relationer til kollegerne.
Det kan kræve lidt indsats at komme tilbage i jargonen på arbejdet - hvad er der sket siden du tog på barsel? Hvem har fået hvilke opgaver nu? Og hvad er der sket i dine kollegers liv, mens du har passet baby derhjemme?
Studier viser, at indholdsrige opgaver kombineret med fortrolighed med en eller flere kolleger giver en høj arbejdstilfredshed. Derfor er det vigtigt også at have fokus på at genopbygge relationerne til dine kolleger.
Forbered jer på barns sygdom
Alle børn bliver syge - især i den første tid i vuggestue eller dagpleje. Du kan let komme til at føle, at du er mere fraværende end til stede på arbejdet, og det kan give dårlig samvittighed over for kollegerne og arbejdspladsen.
Forbered i god tid, hvordan I skal håndtere barnets sygdom i jeres familie:
- Tal med din partner om, hvordan I håndterer det indbyrdes og lav en plan for, hvordan I deler barnets sygedage mellem jer. Undgå at stå på morgenen, hvor barnet blevet sygt, og diskutere hvis møde, der er vigtigst den dag.
- Tal med din chef. Lav en aftale om hvordan du bedst muligt passer dit arbejde i de perioder, I er ramt af barns sygdom.
- Spørg dine kolleger hvordan de håndterer syge børn. Der er altid nogen, der har prøvet det før. Spørg dine kolleger om gode råd om hvordan man kommer igennem de første par år med ”vuggestuepest”.