55 år behøver ikke hindre solide lønforhøjelser
Erfarne medarbejdere skal gå til lønforhandling med samme forventninger som deres yngre kollegaer, siger IDAs ekspert i lønforhandling, Lars Budde. En god forberedelse er at tjekke siden i IDAs Lønstatistik om lønstigninger i forhold til kandidatår.

af Morten Scriver Andersen

Alder og erfaring behøver ikke være en forhindring for solide lønstigninger. IDAs ekspert i lønforhandling, Lars Budde Nielsen giver gode råd til forhandlinerne..
Er det slut med store lønstigninger, bare fordi man er nået til den sidste fjerdedel af arbejdslivet? Nej, lyder svaret fra Lars Budde Nielsen, IDAs ekspert i lønudvikling.
“Man kan godt blive lidt snydt af den procentuelle lønudvikling. Men taler vi kroner og ører, så er der ikke den store forskel på, hvor meget en 25-årig kan stige i løn i sammenligning med en på 55 år,” siger han.
Lars Budde Nielsen mener, at de vigtigste tal, et IDA-medlem skal orientere sig i, inden en lønforhandling er IDAs Lønstatistik på side 5. Her fremgår det, hvor mange procent, IDAs medlemmer er steget i løn alt efter, hvornår de er blevet færdiguddannet. Og det giver et pejlemærke for, hvad man kan forvente at stige i løn.
I 2024 fik et privat ansat IDA-medlem med en 30 år gammel kandidatgrad 4,0 procent i lønstigning, mens en nyuddannet steg omkring 7,5 procent. Antager man at førstnævnte har en løn på 70.000 kroner og sidstnævnte får 45.000 kroner om måneden, får de hhv. 2.800 og 3.375 kroner mere i månedsløn.
Log ind på IDAs Lønstatistik og tjek, hvad et medlem på din alder kan forvente at stige i løn
Ønsket om anerkendelse har ingen alder
Arbejdsmarkedets seniorer skal altså gå til lønforhandlinger med nogenlunde samme forventninger som deres yngre kollegaer. Og ifølge Lars Budde Nielsen er det de samme parametre, de bliver vejet på, når en lønforhøjelse skal retfærdiggøres.
Derfor skal seniorerne stille sig selv de helt klassiske spørgsmål for at opklare, om det er tid til en tungere lønningspose: Hvordan har jeg performet og hvordan står det til i min virksomhed?
“I forhold til ens egen performance handler det meget, om du har fået øgede ansvarsområder, har du været med på nogle særlige succeser, skaffet nye kunder til virksomheden eller været med til at løbe nogle nøgleprojekter i mål?” forklarer Lars Budde Nielsen.
Det er altså vigtigt, at du ikke læner dig tilbage og tænker, at erfaringen bør tale for sig selv.
Her kan du læse flere gode råd til om lønforhandling i forskellige situationer
Kan man forhandle sig til andet end lønkroner?
Får du ikke den lønstigning, du føler dig fortjent til, er der et par andre veje at gå, fortæller Lars Budde Nielsen.
For det første kan du forsøge at få en snak med din chef om, hvad der så skal til for at få en lønstigning. Eller du kan aftale, at I tager en snak igen om et halvt år for at fastholde dit ønske.
Omvendt kan du også kigge mod andre goder, som ikke tælles i kroner og ører, men i feriedage og fleksibilitet. Sådanne alternative goder er skrevet ind i flere offentlige overenskomster, men de hænger ikke på træerne i det private.
Det kan være såkaldte seniordage, som er et par fridage om året med løn til de medarbejdere, der er over 62 år. Eller det kan være medarbejdere, der har forhandlet sig til at gå et par timer ned i tid om ugen, samtidig med at de bevarer samme pensionsindbetaling.
“Men vores medlemmer har svært ved at forhandle sig til andet end løn, fordi de private arbejdsgivere ikke vil have alle mulige særordninger,” forklarer han og peger på en tredje mulighed.
- Forbered dine argumenter til lønsamtalen
- Du skal ikke bruge dine kollegers løn som argument
- Find alternativer til en lønstigning – det kan du også forhandle om
- Vær konstruktiv, hvis du ikke får en lønstigning
- Brug IDAs lønværktøjer
Efteruddannelse kan bane vejen lønstigning til næste år
“Selvom det ikke bør hænge sådan sammen, så kan man godt drage fordel ved at bringe efteruddannelse ind i snakken om lønforhandling”, siger Lars Budde Nielsen.
Men har seniorer ikke fået de lønforhøjelser, de skal have, vil nogen måske indvende? Det mener Lars Budde Nielsen ikke. Medarbejdere kan sagtens stige i værdi hele arbejdslivet.
”Især hvis du husker at efteruddanne dig og holde dine kompetencer skarpe. Hvis det er længe siden – så er det måske i år, du skal forhandle dig til noget seriøs efteruddannelse, så der er et godt argument for flere lønkroner næste år. Som erfaren medarbejder kan du ikke forvente, at din leder har indsigt i dine ofte specialiserede kompetencer og mulighed for efteruddannelse.”
Samtidig har behovet for anerkendelse ikke nogen alder, mener Lars Budde Nielsen:
“Det er en del af den psykologi, der ligger i at gå på arbejde. Lige meget hvor gammel man er, har man brug for det der anerkendelsesmoment, som i vidt omfang sker via lønnen.”
- Nye og spændende arbejdsopgaver
- Efteruddannelse kan føre til højere løn
- Dine kompetencer giver dig jobsikkerhed
- Overvej også dine personlige egenskaber
Tema
Løn, lønforhandling og lønværktøjer
Få hjælp til at få den rigtige løn - også sidst i dit arbejdsliv.
Læs mere