Outplacement: Få hjælp til at komme i job efter en fyring
IDA Outplacement er et forløb til dig, der er blevet opsagt. Du får professionelt sparring til at afklare dine styrker og ønsker, så du kan få et nyt job.
I et outplacement-forløb får du individuel hjælp til jobsøgningen, efter at du er blevet opsagt eller har sagt dit job op.
I forløbet arbejder du sammen med en professionel rådgiver, der kender arbejdsmarkedet for IDA-medlemmer og som dermed har en indsigt i de muligheder og udfordringer, du står over for.
Erfaringen viser, at 92 procent af deltagerne får et nyt job, inden rådgivningsforløbet stopper, mens 71 procent får et nyt job, inden deres opsigelsesperiode udløber, og dermed undgår de at komme på dagpenge.
Hvem kan komme på et IDA Outplacement-forløb?
IDA Outplacement er ikke et gratis tilbud til alle medlemmer.
Du kan blive del af et outplacement-forløb, hvis du har lønsikring via IDA Forsikring.
I nogle tilfælde betaler arbejdsgiveren også for forløbet, når de har opsagt en medarbejder.
Læs mere om Lønsikring hos IDA Forsikring
Hvad arbejder du med i et IDA outplacement-forløb?
I IDAs outplacement-forløb arbejder du med hele jobsøgningsprocessen, så du både får hjælp til at afklare, hvilke typer jobs du skal søge og til det konkrete arbejde med at skrive CV, ansøgninger og gå til jobsamtale.
Forløbet er inklusiv en personlighedstest.
Du tilrettelægger selv dit outplacement-forløb med din rådgiver, men typisk kan du arbejde med følgende punkter:
- At afklare dine faglige og personlige kompetencer
- At afklare din persontype igennem en personlighedstest
- At afklare dine karriereønsker for fremtiden
- At lægge en målrettet strategi for din jobsøgning
- Networking
- At skrive CV og jobansøgninger
- At forberede dig på test
- At forberede dig på ansættelsessamtalen
Et outplacement-forløb er ikke en garanti for, at du får et nyt arbejde, men du bliver klædt godt på – ikke bare til jobsøgningen, men også til at afklare, hvilket arbejdsliv du ønsker dig.
Hvem er din sparringspartner i outplacement-forløbet?
Din sparringspartner i IDAs outplacement-forløb er enten en af IDAs karrierekonsulenter eller en ekstern rådgiver, som IDA har tilknyttet.
Uanset hvad er det altså en rådgiver, der har et indgående kendskab til dine kompetencer og dine muligheder på arbejdsmarkedet som IDA-medlem.
Hvor lang tid tager et IDA Outplacement forløb?
Et outplacement-forløb vil typisk bestå af 6-10 møder på 1,5 time og løbende sparring over mail og telefon. Møderne bliver som regel fordelt, så hele forløbet strækker sig over 6 måneder.
Det er dog vidt forskelligt, hvor meget sparring man har brug for i et outplacement-forløb, og derfor har du mulighed for at tilrettelægge et forløb, der er mindre omfattende og dermed også billigere.
Du vælger også selv, om du ønsker at have et kortere og mere intensivt outplacement-forløb, eller om du vil sprede dine samtaler udover en længere periode, så du har større mulighed for at arbejde med det, I taler om, mellem de enkelte samtaler.
Hvad koster et IDA Outplacement-forløb?
Prisen for et fuldt forløb med 6-10 møder er op til 24.000 kroner eksklusive moms.
Info om outplacement-forløb for arbejdsgivere
Som arbejdsgiver er et outplacement-forløb en mulighed for at sende den opsagte medarbejder godt videre. På den måde skilles I – under omstændighederne – på god fod med den opsagte og sender et klart signal om, at I som virksomhed tager ansvar i en opsigelsessituation.
Det skaber en større tryghed blandt resten af medarbejderne, og det er med til at styrke jeres omdømme, at de opsagte bliver hjulpet godt videre.
Ofte er outplacement også en god investering, fordi den opsagte medarbejder hurtigere bliver ansat i et nyt job og derfor ikke skal have løn i en lige så lang opsigelsesperiode.
Kontakt IDA og hør mere om IDA Outplacement-forløbet
Uanset om du er medarbejder eller arbejdsgiver, kan du høre mere om Outplacement-forløbet og muligheden for at sammensætte skræddersyet et forløb til dit behov. Kontakt Outplacement-koordinator Mette Kramer på 33 18 97 59 eller mem@ida.dk.
Nyt job?
Få hjælp til jobsøgning, hvis du er blevet ledig
Er du blevet opsagt, eller har du selv sagt op uden et nyt job på hånden? Få hjælp til at komme videre i dit arbejdsliv.
Læs mere