Kronik: Fra kludetæppe til samlet klimaaftale

Bring Danmark tilbage i den grønne førertrøje

Isbjerge kommer i alle former, størrelser og nuancer af blå, hvid og grå. Når man sejler mellem dem, kan man høre dem knitre. Nogle isbjerge flyder rundt i ishavet, mens andre sætter sig fast i flere måneder - og så må de lokale grønlændere finde en vej at sejle omkring dem. I sommer havde jeg fornøjelsen af at besøge Grønland for første gang. Ikke alene bød turen på den mest storslåede natur, jeg nogensinde har oplevet, men turen var også en visuel åbenbaring for, hvor stor betydning, de klimaforandringer vi oplever for tiden, har. Mens jeg travede rundt ude på indlandsisen slog det mig, præcis hvor hårdt ramt grønlænderne allerede nu er af temperaturstigninger. Global opvarmning og afsmeltning af indlandsisen har en lang række følgevirkninger for natur, dyreliv og mennesker i Arktis og i resten af verden.

Mandagens udmeldinger fra FNs klimapanel, IPCC, om at speede kraftigt op på klimaindsatsen fik for alvor cementeret, at vi skal handle nu og ikke i morgen. For nyere forskning viser, at den grønlandske sommerhavis kan være forsvundet inden for blot 30-40 år. Klimaforandringerne har for alvor sat sig i bevidstheden hos danskerne og er hurtigt blevet efterårets varmeste politiske emne.

Tirsdag kom regeringens længe ventede klimaudspil, der godt nok satte høje ambitioner for at elektrificere persontransport med en million el-og hybridbiler på de danske veje i 2030, men vi skal tænke mere langsigtet. Ved tirsdagens fremlæggelse havde jeg gerne set flere visioner end det, de seks ministre præsenterede for os. For her i den hjemlige politiske arena har vi i de senere år trådt vande i klimapolitikken, der konstant er gået et skridt frem og to tilbage. Færre penge til energiforskning, usikkerhed om vilkårene for opsættelse af vindmøller og skiftende ambitioner på energieffektiviseringer for bare at nævne et par eksempler.

I Ingeniørforeningen IDA mener vi, at en helstøbt klimapolitik skal reducere vores udledninger. Vi skal ikke købe kvoter for at reducere vores EU-forpligtelser, som regeringen lægger op til - vi skal vise at vi har teknologien og viljen. Ellers får vi ikke den nødvendige innovation og de vigtige eksportarbejdspladser for vores investeringer.


Transport som helhed

Vi skal nytænke hele vores transportsektor. Derfor var det også vand på vores mølle, da Lars Løkke Rasmussen (V) ved Folketingets åbning kom med en lille luns af det kommende klimaudspil, hvor indregistrering af benzin-og dieselbiler bliver forbudt i 2030. Det er en rigtig god idé, men det kan ikke stå alene og bør følges op af en ambitiøs strategi og konkret handlingsplan for, hvordan vi overgår til individuel og kollektiv transport, der 100 pct. baserer sig på vedvarende energi. Den udvikling kræver, at der fortsat investeres og eksperimenteres med effektive trafikløsninger i og til byerne, hvor vi lever tættere og tættere. Derfor skal den annoncerede kommission på grøn transport ikke nøjes med at se på bilerne - den skal tænke klogt og tværgående på hele transportområdet.

Hvorfor ikke etablere et udviklings-og demonstrationsprogram for bæredygtig transport, der bredt støtter teknologiudviklingen på området, og som kigger på samspillet mellem elbaseret transport og tilpasning af elnettet, udvikling af electrofuels til brug for en bæredygtig flytrafik samt brændselsceller, som vi bruger til f.eks. tog og biler. Klimaplanen følger energiaftalen fra i sommer og er en mulighed for at løse de problemer, som ikke blev løst her. Det gælder f.eks. energibesparelserne i den danske bygningsmasse. I dag udnytter vi slet ikke klimapotentialerne i energieffektiviseringer, der ifølge Klimarådet er en af de lavthængende frugter, som kan give både bedre boliger, lokale job og energibesparelser uden for byerne. Det vil derfor være tosset ikke at inddrage det i en samlet klimaplan for Danmark. Det endegyldige mål for klimaplanen må jo være at udfase brugen af naturgas, olie og kul i Danmark.

En helstøbt klimaplan skal i min optik skabe et roadmap for udfasning af fossilt baseret individuel opvarmning med 2035 som endemål. Der skal afsættes en pulje til energirenovering af boliger udenfor fjernvarmeområderne, som kan søges af borgere og formidles af kommunerne. Energirenoverede bygninger danner et langt bedre grundlag for opvarmning baseret på vedvarende energi, og det er jo det, det hele handler om, at vi skal omstille vores samfund, så vi får brugt den vedvarende energi.


Mere vedvarende energi

Mandagens udmelding fra IPCC var klar: Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at holde klodens temperaturstigning under 1,5 grader. Derfor vi kommer ikke udenom, at der skal investeres mere i vedvarende energi. I Danmark har vi et mål om 55 pct.

vedvarende energi i 2030. Det bringer os et stykke på vej, men målet om nul-emission nås kun, hvis vi fortsætter den udvikling mod 100 pct. vedvarende energi. Et mål, vi i IDA gerne så os nå allerede i 2045 og en klimaplan skal netop have den slags langsigtede og konkrete mål. Energi skal helst bruges, når den produceres, og fremtidens energisystem har endnu mere el produceret fra vind og sol. I Danmark har vi viden og kompetencer på alle de centrale energilagringsteknologier, og derfor undrer det mig, at energilagring ikke blev nævnt i energiaftalen fra i sommer, for udvikling af energilagring er nødvendigt for, at vi kan nå målet om 100 pct. vedvarende energi - og dermed reducere vores CO2-udledninger. En ambitiøs klimaplan, der ikke blot er et kludetæppe af gode intentioner, skal stille mål og give et bud på vejen derhen. Nu skal klimaplanen forhandles på plads. Men heldigvis foregår klimadiskussionerne ikke kun på Christiansborgs bonede gulve.

Den ekstraordinært varme og lange sommer har i høj grad sat sine klimaspor hos danskerne, hvor bekymringerne om fremtidens klima lever i bedste velgående. IDA har i sommer spurgt over 2.000 repræsentativt udvalgte danskere, i hvor høj grad de bekymrer sig om klimaforandringer. Hertil svarer fire ud af fem, at i de meget høj grad, i høj grad og i nogen grad bekymrer sig for klimaforandringer. Når Lars Løkke Rasmussen åbnede folketingsåret ved at sige, at han ville trække Danmark i en grøn retning, så har han danskerne med sig.

Årtiers politiske svigt

Men der skal flere visioner og ambitioner til for at imødekomme IPCCs nødråb om at handle nu. Klimakrisen er symbolet på et politisk svigt, der desværre har foregået ikke bare i årevis, men i mange årtier. Allerede i 1904 advarede den svenske forsker og nobelprismodtager, Svante Arrhenius, mod konsekvenserne af CO2-udledningen. I dag er det svært at begribe, hvorfor der skulle gå 114 år, før vi vågnede op til dåd.

Tilbage til Grønland i sommer. Her mødtes jeg med min gamle studiekammerat, Kristian, der er Grønlands første ingeniør. Han fortalte mig, at grønlænderne har et ordsprog, der lyder, at »vi ses i morgen - hvis vejret tillader det«. Det er den slags usikkerhed, der er hverdag for rigsfællesskabets nordligste beboere. Men vi bør stå sammen om at gøre klimahverdagen og livet mindre omskifteligt og mere forudsigeligt og trygt for dem - og dermed resten af klodens befolkning, når nu vi er i gang. Og et skridt på vejen kan være en mere visionær og helstøbt klimaaftale, der bringer Danmark fra midterfeltet tilbage i den grønne førertrøje.

Thomas Damkjær Petersen er formand for Ingeniørforeningen, IDA.

***

Denne kronik blev bragt i Berlingske 10. oktober 2018, sektion 1 side 32