Hæder til dedikeret formidler og materialespecialist

Kemiingeniør og ekstern lektor ved Aalborg Universitet Esbjerg, Birgit Kjærside Storm, er dette års modtager af Agnes og Betzy prisen, som uddeles af Ingeniørforeningen, IDA.

At årets prismodtager er indstillet af en tidligere studerende, er ikke nogen overraskelse. Birgit Kjærside Storm har nemlig gennem mere end 25 år været med til at uddanne adskillige ingeniører fra den daværende Ingeniørhøjskolen Esbjerg Teknikum, som i 1995 blev til Aalborg Universitet Esbjerg.

I indstillingen beskrives hun som en dygtig og respekteret underviser, som ”stråler med sin viden og sit engagement”. Et faktum, der givet også har været medvirkende til, at hun for nogle år tilbage blev tildelt titlen som ”Årets underviser” indenfor sit fagområde på universitetet. Mange af hendes studerende vil desuden vide, at man sjældent går forgæves til Birgit Storm, uanset om det er tidligt om morgenen eller sent på dagen.  

Aktivitetsniveauet er nemlig særdeles højt hos årets prismodtager, som har været en central figur i opbygningen af materialelæreundervisningen ved kemi- og maskiningeniørstudierne på Aalborg Universitet Esbjerg. Udover undervisergerningen har hun skrevet artikler til danske og internationale tidsskrifter og deltaget i adskillige konferencer, hvor hun har bidraget med sin viden om bl.a. plastmaterialer og aluminium. Og i årene 1998 til 2011 deltog hun i et EU-projekt om etablering af masterforløb inden for miljøteknologi og -ledelse på uddannelsesinstitutioner i henholdsvis Tyskland og England.

Derudover har Birgit Storm lagt en stor arbejdsindsats i sin egen forening, Ingeniørforeningen, IDA, bl.a. som mangeårig formand for IDAs syddanske region og som medlem af foreningens hovedbestyrelse. Sidst, men ikke mindst, har Birgit Storm været en efterspurgt mentor for udenlandske højtuddannede. Men altid inden for det tekniske område, for som prismodtageren udtrykker det:

”Jeg holder mig til det tekniske, for man skal vide, hvad det drejer sig om”.

Siden 2015 har den nu 69-årige Birgit Storm skruet en smule ned for blusset, men ikke mere, end at hun, udover sit eksterne lektorat ved Aalborg Universitet Esbjerg, driver rådgivende ingeniørvirksomhed og er tilknyttet som undervisningsassistent i materialelære ved henholdsvis Syddansk Universitet og Via University College i Herning. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Lemvig-virksomheden Plastix A/S.      

Fritiden, eller hvad der måtte være tilbage af den, tilbringer hun bl.a. som leder for FDF’s 2. kreds i Esbjerg og som formand for Friskolen i Bramming.

Om Agnes og Betzy-prisen

Agnes og Betzy-prisen består af et rejselegat på 25.000 kr.

IDA uddeler Agnes & Betzy-prisen årligt. Prisen skal gå til en person, der er med til at fremme ligestillingen, synliggøre kvinder inden for ingeniørfaget eller til en kvinde, der har gjort noget bemærkelsesværdigt i eller for ingeniørfaget.

Prisen blev stiftet i 1997 i anledning af 100-året for Agnes Nielsen og Betzy Meyer, der var de første kvindelige ingeniører i Danmark.