Styrk cleantech gennem privat-offentligt samarbejde

Danmark skal tænke langt mere offensivt, når det gælder om at udvikle dansk cleantech, mener IDAs formand Thomas Damkjær Petersen.

Foreningen har netop lanceret et omfattende udspil, som kortlægger mulighederne for at øge vækst og innovation i den danske cleantech-sektor inden for områderne energi, vand og affald. De tre områder er blandt de mest produktive i sektoren og dækker tilsammen mere end 80 procent af beskæftigelsen i dansk cleantech.

”Danmark står rigtig stærkt, når det gælder cleantech-teknologier, men hvis vi skal bevare og udbygge positionen, er det afgørende, at vi går nye veje for at styrke innovationen. For eksempel ved at bruge de offentlige forsyningsselskaber som aktive partnere i udviklingen af nye cleantech-teknologier”, siger Thomas Damkjær Petersen.

Blandt anbefalingerne i udspillet er således forslag om at give forsyningsselskaberne større råderum til at bruge midler og ressourcer på udvikling og på konkrete samarbejder med private virksomheder og universiteter.

Cleantech understøtter verdensmål

Cleantech spiller en interessant hovedrolle, både når det gælder om at øge mængden af bæredygtige løsninger i Danmark, men også når det handler om at øge den danske eksport generelt, hvor danske cleantech-produkter årligt indkasserer mere end 70 mia. eksportkroner.

”Samtidig rammer cleantech jo ganske mange af FN’s verdensmål, og på den måde kan dansk produktion og danske arbejdspladser være med til at understøtte verdensmålene - ikke blot i Danmark, men over hele kloden,” påpeger Thomas Damkjær Petersen.

Vækstscenarie: 17.000 job og tocifret milliardeksport

Udspillet ledsages af en analyse, som peger på et øget eksportpotentiale på ca. 19 mia. inden for cleantech, en samlet vækst i BNP på ca. 3 mia. kr. og mere end 17.000 job, hvis det lykkes at øge beskæftigelsen med 30 procent inden for hvert af de tre områder, udspillet bygger på.

IDAs vækstscenarie bygger på, at beskæftigelsen inden for de tre områder, udspillet handler om, er steget med 25 procent fra 2013 – 2016.

”Men uanset gevinsternes størrelse, indløser de ikke sig selv. Politikerne skal spille med og turde stille ambitiøse mål og krav for en bæredygtig omstilling af Danmark. Samtidig skal de sikre, at der er de nødvendige midler til den forskning og udvikling, som skal gøre gode ideer til bæredygtige produkter,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Og der er ingen grund til at tøve, understreger formanden:

”Andre lande har jo også set både nødvendigheden af og de kommercielle muligheder i at udvikle cleantech-løsninger. Og selv vi har været vant til at eksporten af dansk cleantech har ligget stabilt, viser vores analyse en tendens til stagnerende eksport, når man ser på cleantech-området bredt. Så der er rigtig mange gode grunde til at styrke indsatsen,” opfordrer Thomas Damkjær Petersen.

Om udspillet

Udspillet ”Cleantech – fra lineær til cirkulær økonomi” bygger på input fra en række fagfolk, herunder IDA-medlemmer, som har særlig indsigt inden for områderne energi, vand og affald. Udspillet har 29 anbefalinger til, hvordan Danmark kan booste udviklingen af danske cleantech-teknologier.

Udspil og anbefalinger: Cleantech - fra lineær til cirkulær økonomi

Analyse: Cleantech i Danmark

Tema om cleantech på IDA Universe